Ungarske fodboldklubber må atter fylde tribunerne

Restriktionerne er fjernet efter coronakrisen, så der til ungarsk fodbold igen kan være fuldt hus til fodbold.

I de fleste europæiske fodboldligaer, der er genstartet efter coronapausen, er der enten totalt tilskuerforbud eller stramme restriktioner for antallet af tilskuere, men i Ungarn åbner man helt op for stadionerne.

Torsdag oplyser Ungarns fodboldforbund (MLSZ), at man fjerner alle corona-restriktioner og sikkerhedsforanstaltninger, så der igen kan spilles for fulde tribuner.

Den ungarske liga blev genstartet 23. maj, men for lukkede døre. Fra 28. maj fik tilskuerne lov at komme ind, men det var i begrænset omfang. Hver anden række blev efterladt tom, og der var tre sæder imellem alle tilskuere til siden.

Nu åbner man helt op, efter at det nationale nødberedskab sluttede ved midnat onsdag.

- MLSZ fjerner de begrænsninger og sikkerhedsforanstaltninger, der blev taget i brug for at forhindre spredning af epidemien. Fra nu kan klubberne åbne tribunerne uden begrænsninger, skriver forbundet på sin hjemmeside.

Der er i Ungarn registreret lidt mere end 4000 tilfælde af personer med coronasmitte. 568 er døde.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen