Fortsæt til indhold
Fodbold

Napoli vinder Coppa Italia efter straffesejr over Juventus

En straffesparkskonkurrence blev afgørende, da Napoli vandt Coppa Italia-finalen over Juventus.

/ritzau/

Finalen i den italienske pokalturnering Coppa Italia vil nok blive husket mere for de særlige omstændigheder og de tomme tribuner end som en stor fodboldoplevelse.

Men for Napoli vil trofæet også være vidnesbyrd om den første pokal- eller ligatitel siden 2014.

Sejren blev sikret med 4-2 i en straffesparkskonkurrence, hvor napolitanerne var knivskarpe, mens to af Juventus-skytterne brændte. Forinden var den ordinære spilletid endt uden mål.

Dermed må Juventus i første omgang satse på Serie A i kampen for endnu et trofæ. Her er førerholdet fra Torino et point foran Lazio på andenpladsen.

Det er ikke ofte, at der følger et rungende ekko, når spillerne råber til hinanden i en cupfinale, men ikke desto mindre var det tilfældet i onsdagens opgør på Stadio Olimpico i Rom.

Mellem stængerne i Juventus-målet stod den 42-årige veteran Gianluigi Buffon. Han har tilbragt det meste af sæsonen på bænken siden tilbagekomsten fra Paris Saint-Germain, men i pokalturneringen har han været fast mand.

Han fik masser at se til i kampen, der imidlertid startede med en god chance til Cristiano Ronaldo i den anden ende.

Portugiseren fik bolden i en god position med plads omkring sig, men hans indersidespark kunne ikke overliste Alex Meret i Napoli-målet.

Generelt var det ikke et Juventus-hold, der viste sin vanlige styrke, og Napoli havde de største muligheder for at afgøre kampen inden for de 90 minutter.

Napolis Lorenzo Insigne sparkede et frispark på stolpen, og igen i slutminutterne ramte bolden træværket i en situation, hvor Buffon diskede op med en stor redning.

Spillerne så trætte ud, efterhånden som uret nærmede sig 90 minutter, og kampen gik i straffesparkskonkurrence, fordi den forlængede spilletid er sløjfet efter coronapausen.

Paulo Dybala og Danilo indledte med at brænde deres forsøg, og så var hullet for dybt til, at Juventus kunne komme tilbage.

Serie A genstarter på lørdag.