Fortsæt til indhold
Fodbold

Et slag på EfB-optimismen

Esbjerg skød sig foran, men måtte alligevel dele rove med AC Horsens.

Denne gang udeblev den, Troels Bech-effekten, der ellers har været talt så meget om, siden den rutinerede fynbo – med 432 superliga-kampe under bæltet – overtog tøjlerne i Esbjerg, omgående fik vendt bøtten og skaffede en tiltrængt sejr mod Randers.

Mod formstærke AC Horsens blev den nyvundne optimisme manet i jorden. Esbjerg viste lovende takter, men måtte tage til takke med et 2-2-resultat.

Indledningsvis blev det, som træner Bo Henriksen havde ønsket sig. En kamp fyldt med dueller. På sidelinjen skreg han sine taktiske dessiner ud med en sådan kraft, at spillerne ikke kunne være det mindste i tvivl. Det samme gjorde Esbjergs assistenttræner, Claus Nørgaard. ”Win it”, ”go on”, lød det, og ”yees”, når duellerne så blev vundet.

Efter 12 minutter endte AC Horsens-stopperen Malte Kiilerich alligevel med at tabe en vigtig nærkamp til Dauda Mohammed, der løsrev sig, satte fart og sikkert udplacerede keeperen. 0-1 til Esbjerg.

Omvendt herskede der senere en mere opgivende attitude hos de blåstribede, da AC Horsens’ venstreback, Michael Lumb, sparkede en bold i kassen, der ifølge Esbjerg-spillerne allerede havde været ude over baglinjen. Men dommeren mente noget andet, og så var der udlignet kort før pausen.

AC Horsens havde ikke fået nok. Blot syv minutter inde i anden halvleg var Michael Lumb igen på spil og lagde et indlæg ind i panden på Simon Okosun, der smukt dirigerede bolden over i det lange hjørne.

Som kampen skred frem, var der imidlertid også træthed at spore hos spillerne. Om det var varmen eller de mange dueller skal være usagt, men som konsekvens blev der givet flere chancer i begge ender. Det udnyttede Esbjergs Joni Kauko, der med 10 minutter igen gjorde det til slutresultatet 2-2.

Esbjerg ligger fortsat sidst med 22 point i nedrykningsspillets gruppe 2.