Et koks, et kanonhug og en anfører, der viser vejen
Få et samlet overblik over Superligaens kampe her
Hobro-AC Horsens 1-1
Hobro har allerede mistet to point til Esbjerg i kampen om direkte nedrykning, og det kan blive et problem for nordjyderne. Der skal ryddes ud i fejlene, som da Simon Jakobsen skulle have clearet bolden, men koksede og ramte den slet ikke og kostede et mål. Frem skal genialiteterne, som da Hobro-esset Edgar Babayan chippede bolden til Imed Louati, der headede bolden i mål.
AaB-FC Midjylland 0-2
FC Midtjylland buldrer videre mod mesterskabet uden den mindste slinger i valsen. Allerede fra starten kontrollerede FC Midtjylland kampen og pressede på for en scoring. Anfører Erik Sviatchenko viste vejen og pandede udeholdet i front efter en halv time. Joel Andersson fulgte trop med et kanonhug. Samtidig var FCM bundsolid defensivt og sørgede for, at AaB ikke kom frem til væsentlige chancer.
Sønderjyske-Lyngby 1-0
En noget rodet affære kan kampen bedst opsummeres som. Begge hold begik mange frispark og smed ofte bolden væk. Sønderjyske sad længe på det meste af spillet, men havde svært ved at finde den afgørende pasning, indtil Johan Absalonsen sendte klubben i front på en helflugter. Lyngby overtog initiativet, men udeholdet havde svært ved at skabe chancer. Emil Nielsens brændte friløber i første halvleg endte med at blive Lyngbys største tilbud.
FC Nordsjælland-FC København 1-1
Stik mod spil og chancer kom FCK foran, da Jens Stage steg til vejrs og pandede et hjørnespark i nettet. Mikkel Damsgaard nåede at juble over en udligning, men dommeren dømte offside, fordi Isaac Atanga stod i målmandens synsfelt. FCN fastholdt presset på FCK og udlignede, da Kamaldeen Sulemana tilfældigt fik bolden i nettet på et indlæg. Begge mandskaber havde store chancer, men kom ikke tættere på en stolpen.