Fortsæt til indhold
Fodbold

Spaniens EM-finalehelt stopper falmende karriere

Fernando Torres var frem til 2011 en af fodboldens største stjerner, men så faldt niveauet. Nu er det slut.

/ritzau/Reuters

Fernando Torres var en gang blandt verdens bedste angribere, men de senere år er spanierens karriere falmet.

Nu er det endegyldigt forbi, for den 35-årige spanier beretter fredag på Twitter, at han indstiller karrieren.

- Efter 18 spændende år er tiden kommet til at stoppe fodboldkarrieren, skriver Torres.

Det seneste år har han spillet for Sagan Tosu i den japanske liga.

Fernando Torres brød igennem fra 2001 til 2007 i Atlético Madrid med masser af mål.

Karrieren fortsatte senere i Liverpool, hvor han i de næste fire år blev en markant profil i Premier League.

Herefter gik turen til Chelsea, hvor Torres aldrig blev nogen succes. Det lykkedes ham aldrig siden at komme op på tidligere tiders høje niveau.

I 2008 blev han matchvinder, da det spanske landshold vandt EM-titlen med en finalesejr på 1-0 over Tyskland. To år senere var han også med på det spanske hold, der vandt VM i Sydafrika.