Fortsæt til indhold
Fodbold

Kroaten Luka Modric vandt Ballon d'Or-prisen

Luka Modric blev kåret som verdens bedste fodboldspiller for Champions League-triumf og VM-sølv i 2018.

/ritzau/

Ti år i træk har enten portugiseren Cristiano Ronaldo eller argentineren Lionel Messi vundet Ballon d’Or-prisen som tegn på, at de det pågældende år var verdens bedste fodboldspiller, men vinderen i 2018 hedder Luka Modric.

Kroaten blev mandag aften hædret med prisen for første gang i karrieren ved en galla i Paris, hvor i alt 30 spillere var nomineret til prisen.

Cristiano Ronaldo, der har vundet prisen de seneste to år, blev nummer to i afstemningen, mens franskmændene Antoine Griezmann og Kylian Mbappé blev henholdsvis nummer tre og fire. Lionel Messi tog femtepladsen.

- Det er en utrolig følelse. Jeg er glad og stolt, og det er følelsesmæssigt meget overvældende.

- At slå spillere som Messi, Ronaldo, Griezmann, Neymar og Mbappé viser bare, at jeg har gjort noget helt specielt i år. Det har været et drømmeår for mig, siger Modric.

Både på landsholds- og klubplan har Modric haft et fortræffeligt 2018. I maj var han med til at vinde Champions League for tredje sæson i træk med Real Madrid efter finalesejren over Liverpool.

Den 33-årige midtbanespiller tog den gode form med til Rusland senere på sommeren, hvor Kroatien blev den helt store overraskelse. Holdet nåede finalen, som blev tabt 2-4 til Frankrig.

Efterfølgende blev Modric kåret som turneringens bedste spiller.

Undervejs var Modric med til at besejre Danmark efter straffesparkskonkurrence i ottendedelsfinalen, selv om han i den forlængede spilletid misbrugte et straffespark på Kasper Schmeichel.

Men Modric og holdkammeraterne måtte siden se sig slået i finalen af Frankrig med blandt andre supertalentet Kylian Mbappé.

19-årige Mbappé vandt mandag aften ungdommens pendant til Ballon d’Or, nemlig U21-spillernes Kopa Trophy.