Fortsæt til indhold
Fodbold

Ballade i Parken fik FCK-anfører til at stoppe interview: »Det skal jeg ikke være en del af«

Syv tjekkiske fans blev anholdt i forbindelse med torsdagens Europa League-kamp mellem FCK og Slavia Prag.

Pludselig eskalerede situationen omkring FCK-anfører Andreas Bjelland.

Under et interview med bl.a. DR efter torsdagens Europa Leauge-kamp mod Slavia Prag blev han afbrudt af en vagt, der bad ham og journalisterne om at gå til siden i Telia Parkens mixed zone.

Kort forinden var der udbrudt tumult mellem flere af udeholdets fans, og nu var vagterne på vej derhen for at stoppe det.

»Det skal jeg ikke være en del af,« sagde Andreas Bjelland og forsvandt fra området, skriver BT.

I alt syv tjekkiske fodboldfans blev anholdt på grund af slagsmål i Telia Parken, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Seks personer er blevet sigtet for almindelig vold, men én er sigtet for vold mod tjenestemand.

Der er ikke umiddelbart meldinger om noget svært tilskadekomne.

De syv anholdte ventes ikke at blive krævet varetægtsfængslet.

FCK tabte kampen 0-1 til Slavia Prag.