Ti utrolige sekunder: Rooney leverede mindeværdig aktion
Dybt inde i overtiden reddede Wayne Rooney natten til mandag sit hold fra et nederlag med en heroisk tackling, inden han sekunderne senere stod bag den afgørende aflevering.
»Are you kidding us, Wayne Rooney? Amazing!«
Sådan lød det retoriske spørgsmål fra den officiellle Twitter-profil for den amerikanske fodboldliga, Major League Soccer, som natten til mandag var vidne til lidt af en oplevelse fra den tidligere engelske landsholdsanfører.
Den 32-årige Wayne Rooney, der i sommer forlod Everton til fordel for D.C. United, leverede nemlig en soloaktion, der er sjældent set.
Fem minutter inde i overtiden var stillingen 2-2 mellem D.C. United og Orlando City, da førstnævnte hev målmanden med frem i håbet om en scoring. Hjørnesparket blev dog høvlet væk, og det igangsatte en kontrachance, hvor tre Orlando-spillere var alene mod det tomme mål på den anden side af midterlinjen med kun Wayne Rooney til at forsvare.
Det blev begyndelsen på ti mindeværdige sekunder, hvor Rooney først erobrede bolden efter en heroisk tackling, inden han med en præcis aflevering lagde op til det afgørende 3-2-mål, som sikrede sejren.
Se målet på D.C. Uniteds Twitter-profil her:
Foruden at være den mest scorende spiller i Manchester United nogensinde er Rooney også manden med flest mål på det engelske landshold, som han sagde farvel til i fjor.