De dyre drenge fra Belgien åbnede med storsejr
Skal det store slutrunde-gennembrud endelig komme for den gyldne belgiske generation?
Flere af storfavoritterne er kommet sløjt fra kaj ved VM.
Store nationer som Argentina, Tyskland, Brasilien og Spanien har alle åbnet VM med pointtab. Hvis det er et signal om, at nye lande kan blande sig i topstriden, så må Belgien være et godt bud på en outsider. Holdet åbnede med en stensikker 3-0-sejr over Panama.
Det er enorme forventninger til det belgiske hold, der består af verdensstjerner fra de dyreste europæiske adresser hos Chelsea, Tottenham, Paris Saint-Germain, Manchester City, Atletico Madrid, Napoli og Manchester United.
Læg dertil at Belgien ikke har tabt en kamp i næsten to år. Holdet gik ubesejret igennem VM-kvalifikationen. Holdet med det enorme potentiale nåede kvartfinalen både ved VM i 2014 og EM i 2016. Nu skal det være.
Belgien har klassespillere overalt, og man sad med følelsen af at det et spørgsmål om tid, før holdet fik scoret. Det var Dries Mertens, der spiller for Napoli, som åbnede scoringen med et formidabelt spark op i det lange hjørne fra kanten af straffesparksfeltet. Senere stemplede Uniteds angriber Romelu Lukaku ind med to mål. Først på et hovedstød og bagefter på en friløber.
Sejren kom i land på en anden halvleg, der var nærmest dobbelt så god som den første, der var sløj. Det mest kreative indslag fra Belgien i første halvleg var valget af spilletrøjer. Holdet mødte op med orange harlekintern på brystet af den røde VM-spillertrøje.
Panamas trøjedesign og fodboldspil var mere ordinært.
Panama snød USA for den sidste nordamerikanske plads ved VM, men imponerede ikke voldsomt. Holdet, der inden VM tabte 0-1 til Danmark i en testkamp, bed primært fra sig med frispark a libitum og dommerbrok. Det mellemamerikanske hold formåede dog at skabe en stor åben chance ved stillingen 0-1. Så fik man lige bekræftet, at Belgien også er godt besat i målet med keeperen Thibaut Courtois.