Fortsæt til indhold
Fodbold

Sverige undskylder »VM-spionage« - men Sydkorea tager det roligt: »De har svært ved at skelne mellem asiater«

Et medlem af den svenske trænerstab er blevet beskyldt for at udspionere holdets kommende VM-modstander.

Det var ikke meningen, at Lars Jacobsson skulle have tiltrukket sig hele verdens opmærksomhed.

Som en del af den svenske VM-stab er han flere gange blevet sendt afsted for at overvære det sydkoreanske landsholds træninger.

Det er sket som en del af forberedelsen til de to landes indbyrdes møde mandag eftermiddag.

Undervejs er træneren imidlertid blevet opdaget og bedt om at forlade området - og så begyndte balladen.

Ifølge anklagerne lejede Jacobsson efterfølgende et hus i nærheden af Sydkoreas træningsanlæg for at udspionere modstanderen med blandt andet en kikkert og et videokamera.

»Jeg var nødt til at køre langt op i bjergene, men det var det perfekte sted i forhold til at observere den sydkoreanske træning,« sagde han efterfølgende ifølge The Guardian og Reuters.

De oplysninger har den svenske landstræner, Janne Andersson, undladt at kommentere. Han udtaler, at Lars Jacobsson troede, at der var tale om en åben træning, da han blev bortvist.

Alligevel vil han gerne undskylde hele miseren.

»Det er vigtigt, at vi udviser respekt over for vores modstander. Hvis de har oplevet det modsatte, vil vi gerne undskylde,« udtalte han søndag på et pressemøde.

Den sydkoreanske landstræner, Shin Tae-yong, har undladt at hidse sig op over hændelsen.

Alligevel har han taget sine forholdsregler ved at skifte rundt på spillernes trøjenummer under træningerne i den seneste tid.

»De kender måske et par af vores spillere, men det er meget svært for vesterlændinge at skelne mellem asiater. Derfor skiftede vi rundt på numrene for at skabe forvirring,« forklarer landstræneren ifølge The Guardian.

Sverige og Sydkorea mødes mandag klokken 14.