Helsingør missede stor mulighed for forspring mod Randers i playoff
FC Helsingør og Randers FC delte i første playoff-opgør, hvor der både var et brændt straffespark og et rødt kort.
FC Helsingør missede en kæmpe mulighed for at få en stor fordel mod Randers FC inden de to holds returopgør, da sjællænderne både kom en mand i overtal og brændte et straffespark på hjemmebane søndag.
Men Randers FC holdt på og fik 1-1 kort før tid.
Superligaens miniputter i denne sæson har været FC Helsingør, der endte sidst i grundspillet. Med samme pointantal som Randers FC.
Men hvor nedrykningsduellen før i tiden blev afgjort via ligastrukturen, hvor nedrykningskampen var én lang kamp gennem hele sæsonen, har den nye Superliga-struktur ændret det faktum, så de fire nederste hold efter gruppespillet i stedet skal afgøre deres Superliga-skæbne i et rent playoff-format.
Det betyder også, at disse playoffkampe som oftest er blottet for flot, teknisk og velovervejet fodbold og i stedet er erstattet med hård fight og direkte spil.
Sådan var kampen mellem FC Helsingør og Randers FC også.
På en solskinsdag i FC Helsingør, hvor mange tilskuere var dukket op, blev der kæmpet fysisk hårdt for at besejre modstanderen. Randers FC tog sig af spilovertaget, hvor det især var østjydernes højrekant Mikkel Kallesøe, der leverede det offensive skyts for gæsterne.
Det gjorde Mikkel Kallesøe også efter 10 minutters spil, da han med et fladt indlæg fandt Randers’ angriber Eero Markkanen i feltet. Finnen kunne modtage bolden helt upresset og kun få meter fra mål, men Eero Markkanen evnede ikke engang at ramme bolden. Det var Randers FC’s klart største chance i 1. halvleg, og når nedrykningsduellen netop afgøres i et playoff-format, skal man kende sine besøgstider.
Besøgstiderne kendte FC Helsingør i 1. halvleg.
Selvom hjemmeholdet ikke var kommet frem til noget nævneværdigt de første 28 minutter og spillede ganske middelmådigt, var det FC Helsingørs Matheus Leiria Dos Santos, der kunne sparke hjemmeholdet foran 1-0 med et flot ydersidespark, efter han modtog en nedfaldsbold i Randers’ felt.
Randers’ finske angriber tabte helt hovedet, da han efter 50 minutter følte, at Patrick Olsen gik for hårdt ind i ham i en duel. Eero Markkanen gav derefter Patrick Olsen en hård skulder i hovedet, men dommer Peter Munch Larsen kvitterede kun med et gult kort, og den finske angriber fik måske en smule heldigt lov til at spille videre.
I det sidste kvarter begyndte Randers FC at presse højere op i banen for at jagte udligningen og det vigtige udebanemål. Det gav plads til omstillinger den anden vej, og i sådan en omstilling blev FC Helsingørs Adnan Mohammed nedlagt i feltet af Kevin Conboy. Straffespark til FC Helsingør, og Kevin Conboy modtog sit andet gule kort for forseelsen og måtte forlade banen.
Det så sort ud for Randers FC.
Men Nicholas Mortensen brændte straffesparket, og få minutter senere sparkede en ellers usynlig Bashkim Kadrii et frispark ind til 1-1, og så er alt åbent, inden de to hold mødes i returkampen om en uge.