Karakterbog: Schmeichel var bedst, da Danmark spillede sig op
Flere af de danske spillere præsterede godt mod Chile, men angriberne fejlede igen ligesom mod Panama.
Danmark spillede en jævnbyrdig kamp mod verdens 10. bedst rangerede hold. Især Lasse Schøne og Jonas Knudsen vil være tilfredse med, at de spillede sig tættere på truppen eller for Schønes vedkommende på startopstillingen. Kasper Schmeichel var Danmarks bedste spiller.
Kasper Schmeichel 7
Viftede flot Castillos hovedstød på overliggeren, sikker og forudseende, god med fødderne. Danmarks bedste spiller.
Jens Stryger Larsen 4
Svær kamp for Stryger over for Alexis Sanchez. Man er ikke helt rolig ved hans forsvarsspil.
Simon Kjær 5
Boilesen er ikke hans foretrukne forsvarsmakker. Blev sat under pres. Løste det fint med sine midler. Rutineret kamp.
Nicolai Boilesen 5
Hans venstreben blev ikke et våben i opspillet på grund af Chiles høje pres. Boilesen er ikke en klassisk stopper, og dette var en svær kamp, som han imidlertid håndterede fint. Spillede sig tættere på en VM-plads.
Jonas Knudsen 6
Fin kamp af Knudsen. Påpasselig defensivt. Knudsen viste, at hans evner i den ende af banen rækker til dette niveau, og det var hans opdrag. Offensivt bragte han intet, men han havde helt styr på Angelo Sagal. Spillede sig tættere på VM og Riza Durmisi længere væk.
Lasse Schøne 7
Defensivt er han ikke samme stopklods som Kvist, men han tog sine løb og viste især i 2. halvleg defensiv kvalitet. Hans fantastiske teknik og gode blik for spillet var et aktiv for Danmark. Er tæt på startopstillingen til VM.
Thomas Delaney 4
Tempoet udfordrede ham voldsomt. Delaney klarede sig igennem med sin kraft, løbevillighed og selvtillid.
Christian Eriksen 6
De kampafgørende, danske detaljer kom fra Eriksen. Da så man hans klasse. Tæt på scoring i 1. halvleg. Dårlige fris- og hjørnespark trækker ned.
Andreas Cornelius 3
Var tæt på scoring tre gange, men manglede skarphed som Nicolai Jørgensen i kampen mod Panama. For tung som kantspiller mod et hold i Chiles tempo. Især hovedstødschancen i 2. halvleg skal han score på.
Nicklas Bendtner 3
Bendtner faldt igennem. Han tøvede flere gange og valgte de forkerte løsninger. Var alt for tung i både presset og kombinationsspillet til et hold med så hurtige spillere i forsvaret som Chiles. Hans størrelse og råstyrke blev ikke en styrke.
Pione Sisto 3
Sistos dårligste landskamp siden sin helt skæve debut mod Albanien i 2015. Han lykkedes ikke med sit spil tidligt og faldt ud af opgøret. Fandt ikke sammenspillet med Eriksen og blev ikke farlig. Elendig afslutning på stor chance efter 50 minutter. Skal slippe bolden tidligere.
Martin Braitwaite 5
Bringer fart og gode dybdeløb til Danmarks angreb. Eminent førstegangsflugtning fra Eriksens aflevering til Cornelius hoved burde have resulteret i en dansk føring.
Viktor Fischer – UB
Fik en stor chance i overtiden, men afsluttede ikke skarpt nok.
Mike Jensen UB
Fik gult kort.