Ganske usædvanligt: Brøndby-træner kritiserer tilhængerne efter sejr
Alexander Zorniger storroste sine spillere efter sejr over OB.
»Hold kæft, hvor er han dårlig mand. Han forsvarer slet ikke. Han løber ikke.«
Brøndbys anfører var træt efter Brøndbys 2-1 sejr mod OB. Han lagde sig ned på græsset efter dommerens slutfløjt, men da han havde sundet sig lidt, gjorde sejren ham så godt, at han havde tid til at lave lidt sjov med Brøndbys største profil.
Johan Larsson var blevet spurgt, hvad han syntes om Brøndbys 10’er Hany Mukhtars præstationer for Brøndby i tre kampe i denne uge. Og så var det, at Larsson trak ironien frem.
For han mente selvfølgelig hverken, at Mukhtar var dårlig, ikke forsvarede eller løb.
»Han besidder så høj individuel kvalitet. Det er så vigtigt at have sådan en spiller. Jeg er lige ved at sige, at han er for god til at være her, men han er så god. Det er til at se, at han har været i Bundesligaen og i Benfica. Nu forsvarer han også, og det er ikke alle 10’ere, der gør det,« lød det fra Johan Larsson.
Hany Mukhtar var først voldsomt dominerende, da Brøndby slog Helsingør 6-1 sidste søndag. I torsdags skabte han Kasper Fiskers 1-0 scoring, som blev den eneste i Brøndbys sejr i Herning, og denne søndag førte tyskeren an, da Brøndby vandt igen.
Det fik Alexander Zorniger til at hive de helt store ord frem.
»Jeg har haft spillere som Sami Khedira og Christian Gentner under mig, men jeg har aldrig set en spiller levere tre så gode kampe på en uge under så svære udfordringer som Mukhtar,« lød det fra Zorniger med henvisning til nogle af de spillere, han har været træner for i Stuttgart. Der er Gentner fortsat, mens Khedira er i Juventus.
Sjældent har man set Zorniger så glad som Brøndby-træner som efter denne sejr mod OB.
»Det var en fabelagtig præstation. Jeg kan ikke huske senest, jeg havde et hold, der stod over for så svære udfordringer og håndterede det sådan. Jeg er totalt fornøjet med præstationerne. Vi stod over for en meget svær modstander i Odense, som ikke lader modstanderne skabe chancer. Vi tillod ikke OB chancer efter pausen. Jeg er helt på toppen over præstationen i dag,« lød det fra tyskeren.
Det kan lyde pudsigt, at han var så begejstret efter en 2-1 mod OB på hjemmebane, men Brøndby var et presset hold inden kampen. Sejren i FC Midtjylland havde sat sig mentalt og fysisk i holdet. Det var en flok trætte spillere, der spillede søndag på den københavnske vestegn.
»Det var svært at komme op i femte gear. Man kørte i tredje og fjerde. Jeg kunne ikke rigtigt sprinte som normalt, så det var en hård kamp og dejligt at få tre point,« lød det fra Johan Larsson, der uddybede:
»I torsdags var det en meget følsom kamp. Vi måtte acceptere spørgsmål om, at vi kunne være seks point bagefter med et nederlag til FC Midtjylland, men vi fik tre point i den. Så kom vi hjem og fik meget lidt søvn, og så skulle vi op igen og gøre os klar til denne kamp, hvor vi skiftede én mand ud i startopstillingen.«
Mens Alexander Zorniger storroste sit hold, kritiserede han tilhængerne. Det var også meget usædvanligt, og noget man nærmest aldrig ser en Brøndby-træner gøre. Både fordi opbakningen i Brøndby er en af landets to bedste, og fordi at noget af det sidste, som Brøndby-trænere ønsker, er at få publikum i Brøndby efter sig.
»Jeg elsker virkelig vores tilhængere, men jeg havde en diskussion med min kæreste her nu. Hun sagde, at støtten var der, men jeg må sige, at i dag hørte jeg kun ”Sydsiden.” Jeg hørte ikke resten af stadion, men hvis de vil have en stor fest til sommer, har vi brug for en smule mere støtte, for i dag hørte jeg kun Sydsiden. Jeg er meget tilfreds med tilhængerne, men i dag lød det som om, at de fleste af dem var frosne,« pointerede Zorniger.
OB-træner Kent Nielsen var ærgerlig over nederlaget, men tilfreds med præstationen.
»Vi måles på resultaterne, men når det er sagt, gjorde vi meget rigtigt i dag. Det er vores egen fejl, som gør, at Brøndby kommer i en gunstig situation. Vi læste dem defensivt godt, og spillemæssigt udfordrede vi dem,« sagde han og erkendte, at hans angribere Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen ikke ramte topformen.
»De spillede over for to gode midterforsvarere, men vi var udfordrede på den del. De arbejdede dog også hårdt.«
OB ligger stadig med en god mulighed for at komme i slutspillet, men holdet har forsømt at få point i topkampe, hvor holdet egentlig har spillet godt.
»Vi har haft tre udekampe mod FC Nordsjælland, FC København og Brøndby. Vi har udfordret dem alle uden at få point, men vi har turdet. Vi skal lægge lidt gram på,« sagde OB-træneren.