Fortsæt til indhold
Fodbold

Guardiolas tidligere danske »favorit« får kold VM-skulder af Åge Hareide

For øjeblikket kigger den danske landstræner ikke i Højbjergs retning, lyder det.

Han spiller ofte i Premier League, men den danske landstræner Åge Hareide ser umiddelbart ikke Pierre-Emile Højbjerg som en del af VM-truppen.

Den 22-årige midtbanespiller kan ellers skrive kampe for FC Bayern Munchen, Schalke 04 og Southampton på cv'et.

For sidstnævnte har Højbjerg i denne sæson spillet 14 kampe for Southampton i Premier League.

Trods spilletiden siger landstræneren til Politiken, at han ikke i øjeblikket »kigger den vej«.

»Vi er meget, meget tilfredse med de spillere, vi satsede på fra starten i 2017. De spiller meget på deres klubhold og leverer flot, og de beviste, at det var de rigtige, vi troede på i kvalifikationskampene, som førte os til VM-slutrunden i Rusland«, siger Åge Hareide til Politiken. Nordmanden peger på, at han ikke ser nogen grund til at ændre noget markant, så længe holdets stamme spiller regelmæssigt på deres klubhold og holder sig skadesfrie.

Pierre-Emile Højbjerg har respekt for landstrænerens valg.

»Hvis landstræneren føler, at jeg kan hjælpe holdet, er jeg klar. Men som jeg har sagt: Jeg respekterer, hvad landstræneren gør, hvis han udtager en trup og sætter et hold uden mig. Det er hans valg. Men jeg vil sige, at de spillere, der skal med til VM i stedet for mig, skal være så dygtige, på så højt et niveau og så overbevisende i kvalitet. Hvis de er det, lægger jeg mig fladt ned og siger, at det er i orden«, lyder det til Politiken.

Højbjerg skiftede som teenager fra Brøndby til Bayern, hvor han hurtigt viste lovende takter. Mellem 2013 og 2016 var den spanske mestertræner Pep Guardiola træner i den tyske klub, og lod bl.a. i 2014 den dengang 18-årige Højbjerg starte inde i pokalfinalen.

Efter kampen blev han i Abendzeitung München kaldt for »Peps Liebling« (Peps favorit), og Guardiola har flere gange sendt ros i Højbjergs retning.

»Når man ser ham på banen, virker han meget, meget ældre. Han bliver en stor spiller. Det er jeg sikker på,« sagde Guardiola bl.a. efter finalen til den sydtyske avis.