Fortsæt til indhold
Fodbold

Andreas Christensen hyldes igen efter storkamp

Chelseas Andreas Christensen går ifølge sin manager en stor fremtid i møde. Mandag aften var forsvarsspilleren igen storspillende.

Han var ude med en skade i lidt over halvanden kamp, hvor holdet uden danskerens tilstedeværelse lukkede i alt syv mål ind.

Mandag aften var Andreas Christensen tilbage i hjertet af Chelseas forsvar, og det resulterede i tre point og et clean sheet. De engelske mestre slog West Bromwich med 3-0.

Den danske landsholdsspiller var en af kampens bedste spillere, og den 21-årige forsvarsspillers præstation blev også bemærket efter opgøret.

»Vi taler om en spiller, som kun er 21 år. Han viser stor modenhed, ro og en fantastisk personlighed. Han har præsteret rigtig godt lige fra starten af sæsonen,« siger Chelseas manager Antonio Conte til klubbens hjemmeside.

»Forsvarsmæssigt er han rigtig god, men han skal blive bedre med bolden - at finde løsninger med bolden,« siger Antonio Conte.

Andreas Christensen har i alt spillet 20 Premier League-kampe, fire Champions League-kampe og seks engelske cup-kampe siden sommer, hvor han vendte tilbage til England efter et udlånsophold i Borussia Mönchengladbach.

»Han har potentialet, men igen, han er kun 21 år. For mig at se går han en stor fremtid i møde,« siger Antonio Conte.

Chelsea ligger nummer fire i Premier League med 53 point efter 27 kampe.