Nedlagt i fire år: Hareide vil genoplive ligalandsholdet
Landstræneren arbejder på at genoprette det hold, som Morten Olsen kæmpede så hårdt, men forgæves for at bevare.
En trup bestående af de bedste spillere fra den danske række og øvrige nordiske lande, der ikke i forvejen af på A-landsholdet, som tager til Thailand eller USA med landstræneren for at udviklingens skyld midt i Superligaens vinterpause.
Det var mellem 2006 og 2013 en fast del af DBU-kalenderen under tidligere landstræner Morten Olsen, men det ændrede sig med indførelsen af “Det nye DBU” med Claus Bretton-Meyer som direktør og Jesper Møller som formand.
Den offentlige forklaring var en i højere grad presset økonomi, mens der på kommentatorplads i avisspalterne blev skrevet, at det også handlede om et sidste opgør med Morten Olsens måder at gøre tingene på. Nu vil Morten Olsens efterfølger, Åge Hareide, genoplive ligalandsholdet, som ikke har været på tur, siden man i 2013 drog mod USA for at spille mod Canada og Mexico.
»Ja, vi arbejder med det,« bekræfter Åge Hareide
Men kun, hvis I kommer med til VM?
»Nej, vi arbejder med det uanset hvad. Men vi får nok nemmere ved at gøre det, hvis vi kommer til VM. Jeg håber, at vi kan få lov til det og har pengene,« siger landstræneren.
Med det mener Åge Hareide, at en dansk plads ved VM i Rusland vil gøre udgiften til en eventuel ligalandsholdstur “mindre.” Et kvalificeret bud er, at en VM-billet sikrer DBU 70 millioner kroner, mens de seneste ligalandsholdsture har haft en pris i omegnen af 1,5 millioner kroner. Halvdelen af de penge skal gå til klubberne for at frigive spillerne i januar-måned.
»Det er DBU-toppen, som skal sige ja. Der er ikke budgetteret med det, der ligger bare en aftale med Divisionsforeningen om, at vi kan få lov til at bruge de hjemlige spillere, men der er ikke budgetteret med det, så vi må prøve at skaffe penge selv på en eller anden måde,« siger Åge Hareide.
Ligalandsholdets ture blev officielt aflyst de to sidste år af Morten Olsens tid som landstræner, mens der de seneste år ikke været behov for en udmelding, fordi holdet reelt var blevet nedlagt. Det har man sagtens kunne leve med hos de klubber, som Divisionsforeningen repræsenterer, fordi de så ikke skulle frigive nogle spillere i den vigtige opstart frem mod Superligaens forårssæson. Spillere, der dermed set fra klubberne synspunkt både risikerede skader langt væk fra deres arbejdsgiver, og som i flere tilfælde også kom hjem og var bagefter holdkammeraterne formmæssigt i optakten til Superliga-kampene.
Divisionsforeningen bekræfter, at der stadig ligger en aftale mellem dem og DBU om at kunne frigive Superliga-spillere til ligalandsholdet, hvis DBU finder pengene til en tur. Men Divisionsforeningen vil ikke kommentere på Åge Hareides planer. Ifølge aftalen mellem DBU og Divisionsforeningen skal klubberne orienteres om en mulig ligalandsholdstur senest 1. november, hvis den som vanligt er planlagt til starten af det nye år. Det er i skrivende stund uklart, om DBU har orienteret klubberne gennem Divisionsforeningen om Åge Hareides planer. Ligesom det heller ikke ligger fast, om der kan laves en særaftale, hvis det ikke er tilfældet. Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at komme i kontakt med elitechef i DBU, Kim Hallberg, om Åge Hareides udtalelser.