Fortsæt til indhold
Fodbold

Skadet Simon Kjær melder om fremgang før skæbnekampe

Den danske landsholdsanfører er positiv forud for tirsdagens landsholdssamling.

Da Simon Kjær i weekenden en anelse humpende måtte forlade banen efter 75 minutter i storkampen mellem Sevilla og FC Barcelona, var det med en bekymret mine, som sikkert forplantede sig hos samtlige danske roligans og hos landstræner Åge Hareide.

For ville skaden umuliggør Simon Kjærs deltagelse i Danmarks to VM-playoff-kampe mod Irland? Det var spørgsmålet, og siden har der været stille omkring Simon Kjær, som efter planen skal samles med resten af landsholdet tirsdag eftermiddag på Hotel Marienlyst i Helsingør.

Ekstra Bladet skrev mandag, at Simon Kjær umiddelbart efter kampen mod Barcelona var rejst direkte til København for at modtage behandling for sin skade, og mandag aften kom der så en positiv udmelding fra Simon Kjærs officielle Twitter-konto.

»Positiv fremgang. Ser frem til at møde op med landsholdet i morgen (tirsdag red.),« skrev landsholdsanføreren i opdateringen, der også viste to billeder af Kjær, der udfører fysiske test hos den fysioterapeutiske klinik "Protreatment" i Dragør, som specialiserer sig i hurtig rehabilitering.

Det er endnu uvist, hvilken skade Simon Kjær pådrog sig i begyndelsen af anden halvleg mod Barcelona, men med den positive udmelding og taget i betragtning af, at Kjær var i stand til at fortsætte med at spille i nogle minutter, så kunne det godt tyde på, at skaden, set med danske briller, heldigvis ikke er så alvorlig. Det vil endegyldigt blive opklaret, når spillerne tirsdag eftermiddag møder pressen.

Her skal der også gøres status på de andre spillere i truppen, som også pådrog sig skader i weekenden. Blandt andet fik Simon Kjærs forsvarskollega Andreas Bjelland en hovedskade, mens angriber Nicolai Jørgensen fik armen i gips, efter han slog hånden i Feyenoords kamp mod ADO Den Haag.

Artiklens emner
DBU