Fortsæt til indhold
Cykling

Unge Dylan slog Gorillaen

Champagnegaloppen på Champs-Elysées sluttede med ny skuffelse for Lars Bak og André Greipel.

Lars B. Jørgensen

PARIS - I en tid, hvor traditioner kan være svære at holde i hævd, hvor grundfæstede værdier hælder mod nulstilling, og hvor det danske sommervejr glimrer ved sit fravær, er der noget betryggende over at se en afsluttende etape på Champs-Elysées have Lars Bak i rollen som fartsættende sherif.

Sådan har det været i andre Tour-årgange, enten med den lange silkeborgenser som udbryder eller, som i denne ombæring, hvor Bak kørte runderne på Drømmeboulevarden med fuldt honnør og i tjeneste for Lotto-Soudals tyske sprinter André Greipel - også kendt som Gorillaen.

Dårlig timing

Den muskelsvulmende supersprinter måtte dog se sig slået endnu en gang, da den unge hollænder Dylan Groenewegen (Lotto-NLJumbo) åbnede perfekt og Greipel fik endnu en gang timet sin spurt forkert.

For fjerde gang på fem år kunne Chris Froome kalde sig vinder af verdens største cykelløb, selv om det blev med den hidtil mindste sejrsmargin hidtil, da colombianeren Rigoberto Uran som næstbedste mand i klassementet blev slået med bare 54 sekunder for de i alt 3540 kilometer. Podiet blev rundet af med franskmændenes eget fremtidshåb, den 27-årige Romain Bardet.