Fortsæt til indhold
Cykling

JP's udsendte om dagens Tour-etape: Slagen Froome og Bastille-fejrende franskmænd vil sikre eksplosivt løb

Dagens korte Tour-etape vil blive præget af favoritterne i klassementet, mens Jakob Fuglsang kan få en "nemmere" dag end på 12. etape.

Der er mange ryttere, der vil opnå meget i løbet af kort tid, når Tour de France-feltet fredag ruller ud på den 101 kilometer lange - eller korte, om man vil - 13. etape.

For mens de franske ryttere notorisk forsøger at markere sig på årets Bastille-dag, er der særligt én af favoritterne, der har revanche til gode.

Det var både markant og overraskende, da Sky-rytteren Chris Froome pludselig blev sat på den afsluttende stigning på 12. etape og ikke bare mistede 22 sekunder, men også den gule trøje til italienske Fabio Aru fra Astana.

Derfor kan man godt forvente, at der vil komme en reaktion fra den forsvarende Tour-vinder, ifølge Jyllands-Postens udsendte medarbejder, Lars B. Jørgensen.

»Froome er ikke i panik endnu, for han har stadig enkelstarten på den næstsidste etape, hvor han burde kunne hente en del tid på Fabio Aru. Men jeg tror ikke, at vi skal vente så længe på at se noget fra ham igen,« siger han.

Selv om Lars B. Jørgensen så overraskende svaghedstegn fra Froome på torsdagens etape, tror han ikke, at det varsler en generel nedtur for stjernen.

»Det ville overraske mig, hvis han for eksempel tabte tid igen i dag. Han er måske ikke på det samme niveau, som han har været de seneste år, men der er ikke noget i løbet, der har indikeret, at han er helt væk. Han tabte relativt meget tid på 12. etape, men den afsluttede stigning lå nok også dårligt til ham, fordi han ikke havde tid til at køre sig op, da han først blev sat. Han plejer langsomt at æde tidstabet ind igen, og det havde han ikke mulighed for her,« siger han.

Samtidig hæfter han sig ved, at Fabio Aru oplevede en lignende, mindre krise under søndagens »kongeetape« i løbet, så favoritterne vil forsøge at teste hinanden på løbets resterende etaper - formentlig allerede fredag.

»Jeg kunne godt forestille mig, at det bliver en gruppe af favoritterne, der skal spurte om sejren. Klassementet er så tæt nu, så bonussekunderne på ti, seks og fire point for at komme først på etapen får en reel betydning. Det er virkelig de små marginalers Tour de France,« siger Lars B. Jørgensen.

Og hvad så med de håbefulde franskmænd, der gerne vil markere sig på den store nationaldag?

De vil være med til at sikre, at festdagen bliver markeret med »fyrværkeri både i luften og på asfalten,« siger Lars B. Jørgensen.

»Der vil helt sikkert komme masser af action fra starten af etapen, og flere af de franske ryttere vil forsøge sig - Pierre Rolland, Lillian Calmejane, ja, alle de franskmænd, der har noget i benene. Netop fordi etapen er så kort og komprimeret, vil det formentlig skabe et eksplosivt cykelløb. Men jeg tror alligevel, at etapen er for kort til, at et udbrud vil få held til at slippe væk fra favoritterne,« siger han.

Mens Froome og franskmændene formentlig vil markere sig, er det en anden rytter, der udgør hovedfokus for mange danske cykelfans.

Astana-rytteren Jakob Fulgsang sled sig i mål på torsdagens etape trods et brud i hånden og albuen, og igen fredag vil han få en svær dag, siger Lars B. Jørgensen.

»Det vil ikke være lige så slemt for ham i dag, fordi etapens længde betyder, at de »kun« skal sidde den halve tid i sadlen i forhold til i går. Det bliver en ”nemmere” dag for ham, hvis man overhovedet kan tillade sig at bruge det udtryk,« siger han.

Fuglsangs chancer for at gennemføre Tour de France vil bero på en vurdering fra dag til dag, vurderer Lars B. Jørgensen, der torsdag så en medtaget dansk cykelprofil helt tæt på.

»Jeg var meget pessimistisk i forhold til hans fortsatte deltagelse i løbet, da jeg så ham i målområdet efter 12. etape. Der så han virkelig skidt og medtaget ud, og vi fik meldinger om, at også maveproblemer og dårlig søvn havde voldt ham problemer. Men man trækker ikke bare bremsen i Tour de France, og Jakob Fulgsang er ikke en mand, der giver op,« siger Lars B. Jørgensen.

13. etape bliver cyklet i gang klokken 14.45.

Fabio Aru har i øjeblikket otte sekunder ned til Chris Froome på andenpladsen i klassementet.