Lars Bak klar som frontsvin
Den danske veteran kommer på bunden opgave for at tæmme ethvert forsøg på spolere en af de sidste chancer for sprinterne.
PERIGEUX
Hvis det står til Lars Bak, kommer tirsdagens etape ikke til at byde på et lille saftigt sjak med insisterende udbrydere, der skal kæmpe om sejren på den 178 km lange etape fra Perigeux til Bergerac.
Endnu er det ikke lykkedes et udbrud at holde hjem i årets Tour de France. Og på en flad etape, er der stadig masser af muskler med interesse i at holde vaneudbrydere og lykkeriddere fra fadet. Ikke mindst Lars Bak og det belgiske hold Lotto-Soudal, som stadig har en etapesejr til gode.
”Jeg forventer at komme til at køre en hel del i front i dag. Jeg regner med, at det bliver mig og så Julian Vermote fra QuickStep, der skal sidde og holde snor i udbruddet, når det er sluppet afsted. Så må vi se, om vi kan få en anden tysker øverst på skamlen i dag,” lyder det kort før starten i den smukt beliggende målby.
Den tysker, Bak tænker på, er holdets erfarne fartraket André Greipel, som i fjor hentede en enkelt etapesejr på Champs-Elysées, men hidtil i Touren er blevet sat eftertrykkeligt til vægs af landsmand Marcel Kittel, som har sejret tre gange.
”Greipel er tændt her fra morgenstunden og vi har alle haft godt af en hviledag for lige at få vendt de ni etaper, der er kørt indtil nu. Nu starter vi på ren tavle,” siger Lars Bak.