Aru: Fuglsang har før vist sig som en god hjælper

Fabio Aru var aldrig bekymret for kaptajnrollen hos Astana, og han kalder sig selv og Fuglsang en stærk duo.

Artiklens øverste billede
På den afsluttende kategori 1-stigning op til La Planche des Belles Filles smed Fabio Aru alle rivalerne og kørte alene over stregen. Foto: Lionel Bonaventure

Hvis nogle var i tvivl om, hvem af Jakob Fuglsang og Fabio Aru der ville ende som den reelle kaptajn hos Astana i årets Tour de France, leverede italieneren en klar indikation på 5. etape.

På den afsluttende kategori 1-stigning op til La Planche des Belles Filles smed Aru alle rivalerne og kørte alene over stregen, 16 sekunder foran Dan Martin (Quick-Step) og mere end et minut foran Jakob Fuglsang.

Det ligner en tidlig samling af kaptajnrollen hos Aru, som er sikker på, at Fuglsang vil være en loyal og stærk løjtnant, hvis styrkeforholdet er, som onsdagens etape indikerede

- Han (Fuglsang, red.) har vist tidligere, at han var instrumental i forhold til at gøre Vincenzo Nibali til grand tour-vinder. Han har aldrig haft et problem med at dedikere sig selv til lederen af holdet, siger Aru efter sin sejr.

- Så det var aldrig vigtigt for mig at vide, om jeg var leder nummer ét eller to på Astana. Det vigtigste er, at vi er en stærk gruppe, og vi har et godt hold med til Touren.

Han mener også stadig, at de to Astana-ledere kan få stor gavn af hinanden, som de også viste i Critérium du Dauphiné i juni, som Fuglsang endte med at vinde.

- Jakob Fuglsang og jeg udgør en stærk duo. Vi viste i Dauphiné, at vi var meget stærke, lyder det fra Aru.

I det samlede klassementet er Aru nu 1 minut og 19 sekunder foran Fuglsang, som skal blive stærkere på de næste bjergetaper, hvis ikke rollen som løjtnant skal blive slået helt fast meget tidligt.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen