Bak skal arbejde for sejr på etape til kildevandsbyen
Den danske universalrytter kommer på arbejde i tjeneste for Lotto-Soudals tyske sprinter André Greipel på fjerde etape.
LONGWY
Der er fine danske minder, når etapemålbyen Vittel springer frem i Tour de France.
I 2009 var det således Nicki Sørensen, der kom først over stregen, da Tour de France ramte byen, som (også) er kendt for at lægge navn til at af Frankrigs største kildevandsfabrikanter.
Når Tour-feltet tirsdag begiver sig fra Mondorf til Vittel bliver det dog med en anden dansker i en vigtig birolle. For på en relativt flad etape, der formodes at ende i et opgør mellem feltets fartraketter, er det Lars Bak og Lotto-Soudal, der skal på jagt efter holdets første sejr i årets Tour de France.
Chancerne skulle være ganske gode for en sejr til André Greipel, selv om konkurrencen er hård mellem de mange hyperhurtige folk i feltet. Men den snart 35-årige tysker er blandt de mest stabilt vindende og det er en sikkerhed, der forplanter sig til holdet.
»Når man stiller med Greipel i et løb som Tour de France, er der jo 80 procents chance for en etapesejr på et eller andet tidspunkt,« siger Lars Bak.
Således har André Greipel vundet mindst en etape i hver eneste Grand Tour, han har stillet op i siden 2011. Og det er undervejs blevet til 11 etapesejre i Tour de France, hvoraf de fire kom sidste år.
Favorit på etapen til Vittel er dog stadig Marcel Kittel, som fik sin første gevinst på anden etape til sportsdirektør Brian Holms store tilfredshed.
Det danske Tour-håb Jakob Fuglsang må formodes at ville spare mest muligt på kræfterne inden feltet onsdag rammer de første egentlige bjerg-udfordringer