Fortsæt til indhold
Cykling

Lars Bak vandt 100 belgiske øl

Som den tungeste rytter over det højeste bjerg i Giro d’Italia vandt Lars Bak i går 100 øl.

Feltet i årets Giro d’Italia har ramt de høje bjerg. Som ekstra motivation til feltets tungere ryttere på gårsdagens 16. etape, havde en cafe i tirsdagens målby Bormio udlovet 100 belgiske øl til den tungeste rytter, der kom over det mytiske Stelvio-pas.

Danske Lars Bak kunne efter tre bjerge, 4000 højdemeter og mere end syv timer i sadlen med sine 80 kg lade sig hylde som vinder af den lidt særprægede konkurrence. Folk fra cafeen Stelvio Experience Bicycle Cafe overrakte efter etapen et gavekort på de 100 belgiske øl til Lars Bak på Lotto-Soudals hotel.

En af Lars Bak største forhåndskonkurrenter i konkurrencen var hans egen kaptajn Andre Greipel på 83 kg, men Greipel udgik efter 13. etapes afslutning i Tortona. Konkurrencen om de 100 øl kom i kølvandet på den stærkt kritiserede nedkørselskonkurrence, som ryttere blandt andet kaldte livsfarlig.

10 nedkørselssektioner skulle have afgjort, hvilken rytter i Grio d’Italia, der var den bedste nedkører, hvor der også ville være præmier til den hurtigste på hver sektion. Arrangørerne udtalte efter aflysningen, at de følte, at konkurrencen var blevet misforstået. Konkurrencen, der skulle kåre den bedste nedkører i Giro d’Italia, blev efter megen kritik aflyst.

I stedet for kan Lars Bak nu se frem til at kunne nyde de belgiske øl, når årets Giro d’Italia slutter på søndag i Milano med en 29 kilometer lang enkeltstart.