Fortsæt til indhold
Cykling

Dansk verdensmester er med i holdløbstriumf

Amalie Dideriksen og hendes hold, Boels-Dolmans Cycling Team, vandt i går holdtidskørslen i etapeløbet Healthy Ageing Tour.

I tiden 24 minutter og 9 sekunder vandt Boels-Dolmans Cycling Team med den danske verdensmester Amalie Dideriksen på holdet holdtidskørslen på anden etape af det hollandske etapeløb Healthy Ageing Tour.

På andenpladsen med et tab på 31 sekunder over den 19,3 kilometer lange rute kom det tyske hold Cervelo-Bigla Pro Cycling, der til hverdag beskæftiger de danske ryttere Maria Vilmann og Cecilie Uttrup Ludwig. Holdet var dog uden dansk deltagelse i dag, I samme tid som Cervelo-Bigla kom det tyske hold Team Sunweb på tredjepladsen.

Bjarne Riis og Lars Seiers danske kvindelige WorldTour hold, Team Veloconcept kørte sig ind på en syvendeplads med et minus på 1 minut og 51 sekunder til det vindende hold.

»De første tre kilometer synes jeg, at vi var lidt over det hele, og vi laver nogle dumme fejl. Vi aftalte ikke at starte ud alt for hårdt, og det var måske en fejl, for vi kørte meget bedre, når vi havde pedalen i bund. Vi satte for meget tid til på den første halvdel, men vi hentede en del igen på den sidste del,” fortæller team manager Bo Handberg Madsen i pressemedelelse.

I den samlede stilling ligger den danske verdensmester Amalie Dideriksen nummer ni næsten halvandet minut efter den førende rytter Ellen Van Dijk fra Team Sunweb, mens bedste rytter fra Team Veloconcept er Pernille Mathiesen på 20. plads hele tre minutter efter.

Derfor vil det danske hold også satse på at ramme udbruddet de sidste tre etaper.

”Jeg vil gerne, at vi prøver at komme af sted i et udbrud. Der er kørt ret meget tid ud i forhold til Sunweb og Ellen van Dijk, der fører løbet. Vi skal prøve at have nogen af sted,” siger han.

3. etape, der køres fredag, er på 154,4 kilometer og går fra Musselkanaal til Stadskanaal.