Tour-dansker: Den værste af mine seks Toure
Tour de France er næsten overstået for danske Jakob Fuglsang, som kalder det for sit resultatmæssigt dårligste. Nu vender han blikket mod OL.
Morzine
Så er Tour de France næsten ovre for danske Jakob Fuglsang og resten af Tour de France-feltet inden søndagens symbolske etape fra Chantilly til Champs-Elysées i Paris.
Lørdag formåede Jakob Fuglsang at ramme et af dagens udbrud, men han kunne ikke rykke med de hurtigste.
Og det var afslutningen på danskerens reelle rolle i årets Tour de France. Et løb, som han kalder sit værste hidtil.
»Alt andet lige har det været den værste Tour, jeg har kørt af de seks Toure, som jeg har kørt. Resultatmæssigt kommer vi ud med det værste resultat, også for mig personligt. Men for holdet har det selvfølgelig heller ikke været nogen kæmpesucces. Det er ikke sådan, at vi ikke har forsøgt noget. Det er mere, at det ikke lige er lykkes, og til sidst er kræfterne også sluppet op,« siger Astana-rytteren, der slutter som nummer 52 i Tour de France over to timer efter vinderen, Chris Froome.
»Men vi vandt Giroen med Vincenzo (Nibali, red.), og der er stadigvæk en Vuelta, der kommer, så må vi se, om vi kan revanchere lidt dér,« sagde danskeren om årets øvrige Grand-Tours.
Lørdag var en dag med megen dansk aktivitet i udbruddene, hvis man sammenligner den med resten af Tour de France.
Både Christopher Juul-Jensen og Jakob Fuglsang blev en del af dagens udbrydere, og selvom begge danskere blev sat, var det et usædvanligt syn i Tour de France.
Inden da var det nemlig kun Chris Anker Sørensen og Matti Breschel, der havde formået at ramme et udbrud under Tour de France.
»Hård dag, jeg kom egentlig med i det udbrud, som var planen fra morgenstunden af,« sagde Jakob Fuglsang efter lørdagens etape, hvor han kørte i mål som nummer 88, næsten 27 minutter efter dagens vinder, Jon Izaguirre fra Movistar.
»Men der blev kørt stærkt, og til sidst slap kræfterne op. Måske skyldes det dagen i går (fredag, red.), og det virker som om, at hele holdet lidt betalte prisen for det arbejde, vi lavede. Vi fik ikke så meget ud af det.«
Nu står den på afslapning for Jakob Fuglsang efter søndagens etape i Tour de France. Der skal restitueres forud for de Olympiske Lege i Rio, hvor han skal repræsentere Danmark.
»Til OL vil vi jo se, om jeg er i bedre form, eller om jeg er blevet slået ihjel. Jeg skal i hvert fald hjem og slappe lidt af nu inden jeg skal til Rio,« siger Jakob Fuglsang.