Froome om bomstærke Sky: Demoraliserende at angribe os
Team sky har Tour de France i et jerngreb, erkender manden i den gule trøje.
Culoz
Trods seks kategoriserede stigninger var der ikke meget underholdning til tilskuerne på 15. etape i Tour de France.
I hvert fald ikke, hvis man forventede en nervepirrende duel mellem de store navne i klassementet.
Alejandro Valverde fra Movistar og Fabio Aru fra Astana angreb en enkelt gang, og franske Romain Bardet forsøgte sig også uden den store succes.
Hver gang skruede Chris Froomes to stærke hjælpere i bjergene, Wout Poels og Sergio Henao blot op for tempoet nede i favoritgruppen, og så blev angrebene hurtigt neutraliseret.
Nairo Quintana, som inden Touren var udråbt som Froomes største konkurrent, forsøgte ingenting, og Bauke Mollema, der ligger nummer to i klassementet holdt sig til Froomes baghjul hele vejen over finalestigningen Lacets du Colombier.
Og når det kommer til stykket, kan Chris Froome godt forstå, hvis konkurrenterne bare lader stå til.
»Jeg er meget privilegeret at have så stærkt et hold omkring mig. Formentlig det stærkeste hold, Sky nogensinde har sendt. Ryttere, som selv ville være ledere andre steder, hvis de ikke kørte for Sky. Wout Poels har eksempelvis vundet Liège-Bastogne-Liège i år,« siger Chris Froome.
»Det må være demoraliserende for andre at tænke på at angribe, når de ved, at den kaliber af ryttere jagter dem og kører i et tempo, som neutraliserer deres angreb.«
Til gengæld hævede Chris Froome selv tempoet en enkelt gang, bare fordi han kunne.
»Jeg ville se, præcis hvad status var. Hvilken reaktion, jeg fik. Hvem ville følge mig? Det var interessant at se. Nairo Quintana var hurtigt bag mig. Det kunne give mig en ide om, hvem der måske ville prøve noget over toppen,« siger han.
Angrebet kom aldrig. Tejay Van Garderen blev sat på stigningen og gled ned på en samlet 8-plads, men ellers kom profilerne fra topti i mål sammen.
Tiden må vise, om Chris Froomes konkurrenter har mod på mere i Alperne, eller om Sky-mandskabet kan fastholde sit jerngreb om Tour de France.