Matti Breschel slap uden brækkede knogler
Den danske Cannondale-rytter er ude af Touren, efter at han styrtede og fik et dybt sår på højre ben.
Villars-les-Dombes
Matti Breschel er ude af Tour de France. Han styrtede på Tourens 14. etape efter et sammenstød med en anden rytter.
Men selvom den skæbne kan være hård nok i sig selv, kan den 31-årige dansker trøste sig ved, at han ikke har brækket nogen knogler.
»Han har fået et dybt sår på sit høje ben, nede på benet. Men der er ingen brækkede knogler,« oplyste holdets pressechef Matthew Beaudin lørdag eftermiddag, efter at Matti Breschel var blevet undersøgt i den røntgen-lastbil, som følger Tour de France rundt hele juli.
Matti Breschels ene ben var indbundet, og hans ene arm hang i en slynge, da han kom ud af lastbilen. Han humpede over til en lægebil, der skule fragte ham videre, og han så i det hele taget medtaget ud.
Matti Breschel blev udtaget sent til sit bare andet Tour de France i karrieren. Han fik muligheden for igen at køre verdens største cykelløb, efter at han kom til Cannondale-Drapac i denne sæson fra Tinkoff.
Breschel havde udset sig løbets 16. etape til Bern som dagen, hvor han ville prøve at komme i udbrud og køre om en etapesejr. Men sådan skulle det ikke være.
Det efterlader nu fem danskere tilbage i Touren: Jakob Fuglsang, Lars Bak, Michael Valgren, Christopher Juul-Jensen og Chris anker Sørensen.
Inden Matti Breschel måtte også danske Michael Mørkøv stige af cyklen. Mørkøv styrtede hårdt på Tourens første etape og nåede aldrig at komme sig tilstrækkeligt til at hænge på, da Touren ramte bjergene.