Fortsæt til indhold
Cykling

Skuespiller tog doping for at komme ind i rollen som Lance Armstrong

Ben Foster, der spiller Lance Armstrong i filmen "The Program", tog doping som forberedelse til optagelserne.

Han vil ikke afsløre, hvilke dopingstoffer han har taget. Men som forberedelse til optagelserne af filmen ”The Program” har skuespilleren Ben Foster taget doping. Simpelthen for at komme ind i rollen som den tidligere cykelrytter Lance Armstrong.

Og stofferne virker. Det siger Ben Foster i et interview med den britiske avis The Guardian.

Men stofferne har også en bagside. Det oplevede skuespilleren på sin egen krop midt under optagelserne.

”Der er en bagside. Doping påvirker dit sind. Du bliver ikke høj af det, men det ændrer din væremåde, når du har disse kemikalier susende rundt i kroppen,” siger han og fortæller, at han først nu, godt et år efter optagelserne er ved at komme sig fysisk.

Ben Foster forsøgte også at få et møde med Lance Armstrong, inden han skulle spille rollen. Det afslog Lance Armstrong dog.

”Han er en klog mand. Han rejste en halv milliard til kræftforskning. Vi bryder os bare ikke om ham, fordi han var Jesus på en cykel. Han kom tilbage fra de døde, reddede de syge og så viste sig at være fuld af løgn. Han bliver straffet af offentligheden, fordi han ikke sagde undskyld, på den måde som vi gerne ville have,” siger Ben Foster til avisen.

Filmen ”The Program” har dansk biografpremiere den 22. oktober og handler om en irsk sportsjournalist, der bliver overbevist om, at Lance Armstrongs bedrifter under Tour de France er opnået på baggrund af doping.

Herunder kan du se traileren til filmen: