Fortsæt til indhold
Cykling

Tv-dækning ændrer Post Danmark Rundt

Flere hold vil angribe, og det gør det sværere at ramme rigtigt udbrud, forudser sportsdirektør.

For første gang i Post Danmark Rundts 25-årige historie bliver løbet vist direkte på DR, som - udover en halv times opsamling hver aften - sender de to sidste timer af etaperne live. Samtidig bliver løbet vist på Eurosport 2.

Det kalder løbsdirektør Jesper Worre fantastisk og en drøm, der er gået i opfyldelse. Det er ikke kun ham, der er glad. Også for holdene er det en gevinst, at seerne og potentielle samarbejdspartnere kan følge med i løbet, forklarer Allan Johansen, der er sportsdirektør på Trefor-Blue Water.

”Det betyder meget for os, at der er tv-dækning på. Vores sponsorer får noget eksponering, og det er altid godt,” siger Allan Johansen.

Han forudser, at den eksponering, som holdene får, fordi løbet bliver vist på landsdækkende løb, skaber et anderledes løb end normalt.

”Det bliver mere attraktivt for holdene at angribe. Normalt ville et hold som Team Sky måske vente med at angribe til sidst, men nu vil de sandsynligvis køre længere udefra. Det øger konkurrencen om at komme med i udbruddet, og det gør løbet hårdere,” siger han.

Lotto-rytteren Lars Bak er vant til at køre løb, der bliver vist på tv. Derfor er han glad for, at fansene kan følge med i, hvad der sker ude på ruten.

”De får et bedre indblik i, at det er et hårdt løb, også når rytterne ikke er i nærheden af målet. Det øger interessen for løbet, og det gør det nemmere for de mennesker, der står ved målstregen, at de kan følge med undervejs,” siger han.

Danmarks bedste cykelhold, Team Cult Energy, kæmper i øjeblikket med at skaffe penge til næste sæson. For det er al opmærksomhed om holdet vigtigt.

”Forhåbentlig kan det være med til, at nogle vil høre mere om os, hvis de ser os køre godt i løbet af etapen. Det kan skabe noget positiv interesse, som vi godt kan bruge,” siger sportsdirektør på Team Cult Energy, Michael Skelde.

Ved startområdet i Struer var Lars Bak en populær herre. Fans ville konstant have taget billede med ham. Han er knapt kommet hjem fra Tour de France, før han skal køre foran sine landsmænd. Det glæder han sig til, men han er forsigtig med at gøre sig selv til favorit.

”Jeg føler mig træt, men det giver energi, når tilskuerne klapper og råber mit navn. Jeg vil se, om jeg kan hjælpe holdet,” siger den 35-årige silkeborgenser.

Han har lige haft et par dage med familien, inden han atter skal i sadlen. Den tid har han brugt med sine børn og sin kone.

”Det er første gang i lang tid, at jeg er hjemme i Danmark, og det er dejligt,” siger han.