Uden ny sponsor stopper Danmarks største cykelhold sæsonen før tid
Team Cult Energys ryttere har fået fripas til at søge ny arbejdsgiver, oplyser sportsdirektør Michael Skelde.
Sportsdirektør for Danmarks pt. største cykelhold, Michael Skelde, har besluttet at stoppe holdets aktiviteter i den nuværende sæson før tid. Samtidig har holdets ryttere fået lov til at kigge sig om efter en ny arbejdsgiver på grund af holdets usikre fremtid, oplyser sportsdirektøren.
Pro continental-holdet kæmper intensivt for at skaffe en ny sponsor inden 1. september for at redde holdets eksistens. Situationen er nu så tilspidset, at holdet har valgt at stoppe sæsonen i september for at koncentrere sig fuldt ud om at sikre holdets fremtid.
"Vi har tilpasset vores løbsprogram, så vi kører vores sidste cykelløb i år den 13. september for at spare på vores midler. Indtil da forsøger vi at køre et så fyldestgørende løbsprogram som muligt," siger Michael Skelde til Jyllands-Posten.
Det betyder, at Team Cult Energy bl.a. stiller til start i Post Danmark Rundt i august og Tour of Britain, hvorefter holdet fortsætter sin træning frem til VM i landevejscykling i september for at sikre holdets VM-ryttere en optimal forberdelse.
Derefter er fremtiden usikker for det danske hold. Det har ført til, at holdets ryttere er blevet orienteret om, at Team Cult Energy ikke vil stå i vejen, hvis en af rytterne kan finde en ny arbejdsgiver.
Cykelholdet har 16 fuldtidsprofessionelle cykelryttere, som alle har kontraktudløb efter denne sæson.
"Lige nu kan vi ikke garantere vores ryttere, at vi har et cykelhold næste år. Derfor har vi sagt, at hvis der er nogle af dem, der har et nyt hold i kikkerten til næste år, har de mulighed for at skifte. Vi vil helst ikke stå i den situation, hvor det er vores skyld, hvis der er nogle ryttere, der ikke kan fortsætte som professionelle cykelryttere næste år, og derfor vil vi ikke stå i vejen for dem, hvis der er nogle, der kan sikre sig fremtiden nu. Men det er ikke min opfattelse, at rytterne har travlt med at komme væk," siger Michael Skelde.
Samtidig kæmper Michael Skelde og resten af folkene omkring Team Cult Energy at finde en ny sponsor, der kan redde holdet fra lukning.
"Lige nu tror vi stadig på, at vi får løst den situation, vi står i. Både Brian Sørensen, der ejer Cult, og jeg bruger al vores tid på at se, om vi ikke kan få fundet en løsning, så cykelholdet kan køre videre," siger Michael Skelde.
"I bund og grund handler det lige nu om, at vi skal finde en samarbejdspartner, der vil føre holdet videre sammen med Cult, der gerne vil fortsætte i cykelsporten. Men det har ikke været meningen, at de skulle stå med hele det økonomiske ansvar selv, og derfor er de kommet frem til, at de skal finde nogen at dele cykelholdet med, for at der er økonomi til at drive det," siger han.
Michael Skelde håber, at holdet når den endelige afklaring i august, hvor et godt resultat i Post Danmark Rundt bl.a. er en mulighed for at tiltrække en ny sponsor. Hvis ikke det sker inden den 1. september, kan holdets fremtid være beseglet.
"Jeg har det fortsat sådan, at vi inden den 1 september skal have afklaret, om vi har et cykelhold næste år eller ej. Det er mest fair over for både os selv og rytterne," siger han.
Team Cult Energy rykkede inden denne sæson op på et af World Tourens højeste niveauer, da holdet fik status som pro continental-hold. Det er niveauet under de bedste cykelhold i verden og giver bl.a. adgang til flere forårsklassikere.