Fortsæt til indhold
Cykling

Mads Pedersen meldte sig klar til at jagte sit store mål trods styrt i Tour de France

Lidl-Trek-stjernen var involveret i et styrt på 5. etape, der også har vakt bekymring frem mod OL.

DIJON

En dansk fan råbte »godt at se dig på cyklen igen, Mads!«, mens Mads Pedersen kørte afsted i startområdet med venstre arm og ben bundet ind.

»Der har været bedre dage,« sagde han med et skævt smil, inden han tilføjede:

»Men det kunne også have været værre - jeg kunne have været på vej hjem.«

Inden da havde Lidl-Trek bekræftet, at deres danske stjerne kunne fortsætte i Tour de France trods sit styrt på 5. etape, der bl.a. gik slemt ud over den ene skulder.

»Det er langtfra ideelt, men jeg kan ikke ændre på det - jeg må acceptere den smerte, det er. Ingen planer har ændret sig, vi kører stadig efter den grønne trøje for mig, så jeg kan ikke bare sætte mig om bagi og sige “nu tager vi en hviledag”,« sagde hovedpersonen selv.

Vil ikke opgive stort mål

Den 28-årige cykelstjerne blev presset ind i barrieren under massespurten på 5. etape, hvorefter han røg ned i asfalten. Efterfølgende fortalte sportsdirektør Kim Andersen, at Mads Pedersen umiddelbart var okay, selvom han var forslået og skuffet.

Den tidligere verdensmester har et erklæret mål at vinde den grønne pointtrøje, hvilket aldrig tidligere er sket for en dansker.

»Selvtilliden er der stadig. Jeg har ikke lyst til at opgive et mål, jeg har arbejdet for så længe,« sagde Mads Pedersen om pointkonkurrencen, inden han slog fast om sin status som kaptajn på holdet:

»Det er mig, der er sprinteren på holdet, og det er mig, vi kører efter - på trods af de skader, der er opstået.«

Beslutningen om at fortsætte i Tour de France har også perspektiver for OL, hvor Mads Pedersen er udset til en rolle som kaptajn for det danske landshold.

OL-landevejsløbet for eliteherrer bliver kørt den 3. august, dvs. lidt under to uger efter afslutningen i Tour de France.