Jørgen Leth vender tilbage til skærmen under Tour de France
Forfatteren og filmskaberen glæder sig over muligheden for at komme »i nærkontakt med det løb, som jeg har brugt så mange år af mit liv på at følge«.
Den rolige, nasale stemme er blevet uløseligt forbundet med verdens største cykelløb.
Nu – efter et par års pause – får Jørgen Leth atter mulighed for at indvie tv-seerne i sin fascination og viden om Tour de France.
Den 85-årige forfatter, kommentator og filmskaber bliver en del af Discoverys dækning under det tre uger lange etapeløb, der begynder den 1. juli i København.
»Jeg glæder mig til at komme i nærkontakt med det løb, som jeg har brugt så mange år af mit liv på at følge. Jeg ville savne Tour de France helt enormt, hvis jeg ikke skulle have noget med det at gøre,« siger Jørgen Leth.
Under de tre første etaper i Danmark vil Jørgen Leth være en del af Discoverys studie i de tre målbyer, ligesom han vil være til stede under holdpræsentationen i Tivoli den 29. juni.
Deruodver skal han lave et optaktsprogram til samtlige 21 etaper med forfatteren og cykelkommentatoren Bastian Emil Goldschmidt.
»Det driver selvfølgelig min entusiasme helt enormt, at løbet besøger Danmark i år. Derfor ville jeg også gerne have en rolle i det. Det er klart. Jeg kan mærke, at der er en stor glæde og seriøsitet omkring afviklingen af de danske etaper, som jeg glæder mig til at følge,« siger han.
Jørgen Leth har kommenteret Tour de France for TV 2 gennem tre årtier. I første omgang foregik det i et makkerskab med Jørn Mader gennem 1990’erne og starten af 00’erne.
Samarbejdet med tv-kanalen sluttede endegyldigt i 2018. Siden da har kommentatoren beskæftiget sig med cykelløbet gennem bl.a. podcasts. Tidligere har han udgivet bøger som »Den gule trøje i de høje bjerge« om Tour de France.