Chris Anker Sørensen mindes med et minuts stilhed, sørgebind og flag på halv
Flere steder æres tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen, der lørdag døde efter en trafikulykke i Belgien.
VM-enkeltstarten begyndte med et minuts stilhed.
David Lappartient, præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), VM-arrangørerne og Brugges borgmestre tog opstilling på startrampen søndag eftermiddag. Iført jakkesæt og hvide mundbind bøjede de deres hoveder og ærede den tidligere danske cykelrytter Chris Anker Sørensen med et minuts fuldstændig stilhed.
Det viser en video fra TV 2 Sport.
»Tak,« sagde en stemme i højtalerne, og stilheden erstattedes af klapsalver.
Chris Anker Sørensen var taget til Belgien for at dække VM i cykling for TV 2, men under en cykeltur lørdag blev han påkørt af en bil og døde senere af sine kvæstelser. Han blev 37 år gammel.
Den tragiske nyhed har påvirket mange, og mens der i både ind- og udland er mange, der har skrevet smukke mindeord, er dødsfaldet også blevet markeret ved flere begivenheder søndag.
Et stort motionscykelløb i Vejle, Grejdalsløbet, begyndte også med et minuts stilhed for Chris Anker Sørensen. Det skriver TV Syd.
»Det var naturligt og føltes rigtigt for os at holde et minuts stilhed, inden vi sendte de første cyklister ud på deres rute,« siger Henrik Norup, der er løbsansvarlig, til mediet.
Ved det tyske endagsløb Eschborn-Frankfurt var der ifølge TV 2 Sport ligeledes et minuts stilhed for Chris Anker Sørensen.
Det er dog ikke kun ved cykelløb, at folk markerer deres sorg og respekt. Fodboldklubben FC Midtjylland vil spille med sørgebind til aftenens superligakamp mod FC København. Det oplyser klubben på Twitter.
»Det er med stor sorg, vi har fået meddelelsen om, at Chris Anker Sørensen er død. Vores tanker og dybeste medfølelse går til Chris Anker Sørensens familie. Hvil i fred. Vi spiller med sørgebind i Parken i aften,« lyder det.
I Hammel, der er den tidligere cykelrytters hjemby, er flaget søndag på halv. Det skriver forhenværende formand for Lærerstuderendes Landskreds Rasmus Holme Nielsen på Twitter.
»Er tilfældigvis hjemme i Hammel i dag. Her er flaget på halvt for bykongen. Oksen fra Hammel. Hvil i fred Chris Anker,« skriver han.
Tilbage ved VM i cykling i Belgien meddelte direktør for Dansk Cykle Union Martin Petersen lørdag aften, at VM nu køres for Chris Anker Sørensen.
» Nu kører vi for Chris ved det her VM. For at vise respekt for ham, alt hvad han har opnået og hans alt for tidlige død,« sagde han til TV 2 Sport.