Fortsæt til indhold
Cykling

Dansk Movistar-rytter har forlænget sin kontrakt til 2023

Mathias Norsgaard har forlænget sin kontrakt med det spanske hold Movistar frem til udgangen af 2023.

/ritzau/

Den 24-årige danske cykelrytter Mathias Norsgaard er også en del af det spanske hold Movistar i de to kommende sæsoner.

Det er i hvert fald indholdet af Norsgaards nye kontrakt, som Movistar har offentliggjort fredag.

- Jeg er virkelig glad for og stolt over at blive hos Movistar i to år mere. Første år var anderledes på grund af pandemien og min skade, så 2021 var min første rigtige hele sæson med holdet, siger Norsgaard til Movistars hjemmeside og fortsætter:

- Jeg havde nogle virkeligt gode løb i foråret med gode udbrud i Milano-Sanremo og Flandern Rundt. Det gav mig stor glæde at være i stand til det i de største endagsløb i verden som en del af dette hold. Det gjorde mig stolt og glad.

Kort efter at have underskrevet sin første kontrakt med Movistar blev Norsgaard i december 2019 ramt af en bil under træning og brækkede sit højre skinneben to steder.

Holdet fremhæver netop danskerens comeback efter det brækkede ben og fine individuelle resultater i 2021 som en af to hovedårsager til forlængelsen.

- Ud over individuelle resultater har Mathias vist store evner i forhold til teamwork, taktisk sans og engagement i alle terræner og situationer, skriver Movistar endvidere.

Holdet fremhæver en andenplads på en etape i Benelux Tour, en tredjeplads i landevejsløbet ved DM og en fjerdeplads i enkeltstarten ved DM som nogle Norsgaards bedste resultater i 2021.

Mathias Norsgaards lillesøster, Emma Norsgaard, forlængede i juni med Movistars kvindehold frem til udgangen af 2024.

Begge er en del af det danske hold til mixed relay ved VM i Belgien. Løbet afvikles onsdag i næste uge. Emma Norsgaard kører også både enkeltstart og linjeløb ved VM.