Fakta: Coronakrisen giver cykelrytterne travlt efterår
Cykelkalenderen 2020 er ændret markant som følge af coronakrisen. Alle de tre store etapeløb skal køres.
Verdens bedste cykelryttere får et uhyre travlt efterår.
Onsdag offentliggjorde Den Internationale Cykelunion (UCI) planen for den reviderede 2020-cykelkalender som følge af coronakrisen.
Alle de tre store etapeløb - de såkaldte grand tours - skal gennemføres i år, det samme skal VM, de nationale mesterskaber og en stribe af de største endagsløb, som dog stadig ikke er placeret i kalenderen.
De vigtigste punkter i UCI's plan og kalender:
- Tour de France køres fra 29. august til 20. september.
- VM i Schweiz køres - som hidtil planlagt - fra 20. til 27. september.
- Giro d'Italia begynder på en ukendt dato efter VM, og herefter køres Vuelta a Espana.
- De nationale mesterskaber i landene - som DM i Danmark - gennemføres i weekenden 22. og 23. august.
- EM på landevej køres som planlagt fra 9. til 13. september, dermed kan Tour de France-rytterne ikke deltage.
- De mest prestigefyldte endagsløb som Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt skal alle køres, men datoerne er endnu ikke fastlagt.
- Så mange løb som muligt i især World Tourens kalender skal gennemføres senere på sæsonen.
- UCI vil 15. maj komme med en revideret udgave af kvindernes cykelkalender.
- UCI forlænger suspenderingen af alle løb i den internationale kalender på grund af coronakrisen med en måned, så den gælder frem til 1. juli. Løbene på øverste hylde - World Touren - er suspenderet frem til 1. august.
Kilde: UCI