Der var vild forvirring om Tour-start i Danmark: Budleder har ikke underskrevet kontrakt
Finansminister Kristian Jensen skrev, at Tour de France kommer til Danmark i 2021, men han trak senere udsagnet tilbage. Idémanden bag det danske bud har ikke skrevet under på nogen aftale.
Idefolkene bag det danske bud som startdestination for Tour de France har ikke hørt noget om, at løbet kommer til Danmark i 2021.
»Jeg har ikke lavet kruseduller på en kontrakt, og jeg har ikke været vidne til, at nogen har gjort det.«
Sådan lyder meldingen fra Joachim Andersen, som er en af idémændene bag det danske bud som startby ved Tour de France.
Forvirringen var tirsdag total, efter at Tour de France-direktør Christian Prudhomme, ifølge Ritzau, i et interview med det franske medie Europe 1’s Youtube-kanal bekræftede, at København bliver startby om to år.
Nyheden fik straks finansminister Kristian Jensen (V) til at tweete, at »så blev det officielt«, hvorefter han skrev, at »han glæder sig allerede«.
Men kort efter slettede finansministeren sit tweet, fordi det franske medie fjernede sin historie.
Telefon gået amok
Joachim Andersen ved ikke, hvad der foregår.
»Min telefon er gået amok i de seneste fem minutter. Jeg har også været inde for at se Kristian Jensens tweet, men opdager pludselig, at han har trukket det hele tilbage,« siger han og fortsætter:
»Jeg er fuldstændig ligeså forvirret som alle andre og ved tilsyneladende mindre end mange af dem, som har sms’et mig inden for de sidste par minutter. Jeg er en sindig jyde, og jeg tager intet for givet, før jeg står med en underskrevet kontrakt.«
Jyllands-Posten har været i kontakt med Finansministeriet, som hverken vil be- eller afkræfte Kristian Jensens oplysninger. Det har ikke været muligt at træffe ministeren, der sidder i møde.
Tre etaper i Danmark
Hvis Tour de France kommer til Danmark i 2021, bliver der tale om de tre første etaper. Det kaldes for Grand Depart, altså den store åbning, som også inkluderer en stort anlagt officiel præsentation af holdene og rytterne i dagene inden startskuddet går.
Det bliver en enkeltstart i København, en etape fra Roskilde til Odense, samt en etape fra Vejle til Sønderborg. Derfra skal rytterne fragtes med fly til Frankrig.
Danmark afleverede officielt sit bud i 2016 med et ønske om at få starten i enten 2019, 2020 eller 2021. Der har siden den første kontakt i november 2012 været mange besøg på kryds og tværs. I august 2018 var løbsdirektøren Christian Prudhomme på besøg i København som en del af den officielle franske delegation i forbindelse med det franske statsbesøg i Danmark. 2019 og 2020 er allerede givet til andre byer. I år begynder løbet i Bruxelles, mens rundturen skydes i gang fra Nice i 2020.
Det betyder, at Danmark satser hårdt på at få starten i 2021.
Fly fra Sønderborg
Den største hindring for det danske bud har hele tiden været afstanden imellem Danmark og Frankrig. Det vil være meget vanskeligt at få alle ryttere, biler, lastbiler, busser og reklamebamser fra Sønderborg til Frankrig.
Dette kan dog formentlig blive løst ved at indlægge en ekstra hviledag efter de tre danske løbsdage. Det danske bud har et budget på 90 mio. kr. som primært kommer fra offentlige kasser. Dertil kommer udgifter til sikkerhed, vejafspærringer og andre logistiske udfordringer.