Hård dag i Vueltaen: Cykelrytter måtte låne tilskuers toilet og nåede tidsgrænsen med fire sekunder
Hollandske Lars Boom var i store problemer efter et styrt på 2. etape i Vueltaen.
Det var på mange måder en usædvanlig etape for den hollandske cykelrytter Lars Boom.
Ligeså specielt var det for den tilskuer, der pludselig fik besøg af LottoNL-Jumbo-rytteren under årets 2. etape i Vuelta a España.
En Twitter-video viste søndag, hvordan Lars Boom under etapen gæstede en campingvogn, der holdt langs ruten.
Senere forklarede den 32-årige rytter, hvorfor han var nødt til at gøre et stop:
»Store maveproblemer. Tak til personerne i det mobilhome, hvor jeg kunne komme af med mit ”lort”. Jeg havde et grimt styrt på nedkørslen efter mit pitstop. Efter det øjeblik var min krop fuldstændig smadret. Glad for at nå tidsgrænsen,« skrev Lars Boom på Twitter.
I første omgang så det ellers ud til, at Lars Boom ville falde for tidsgrænsen med få sekunder.
Juryen valgte imidlertid at korrigere tiden, og så kom hollænderen i mål, fire sekunder før tidsgrænsen var blevet overskredet.
Søndagens etape blev vundet af spanske Alejandro Valverde.