Belgisk cross-sensation vandt PostNord Danmark Rundt
Danmarks største cykelløb fik søndag en overraskende vinder, da den tredobbelte cross-verdensmester, Wout van Aert, forsvarede sin føring på sidste etape.
Efter en sejr på Kiddesvej, en andenplads på lørdagens enkeltstart og en ligeså overbevisende præstation søndag i den sjællandske sidevind var det fuldt fortjent, at belgiske Wout van Aert endte som vinder af det danske cykelløb PostNord Danmark Rundt.
Den 23-årige belgier har været ganske suveræn på den fem dage lange danske rundtur, der begyndte i Aalborg i onsdags og sluttede på Frederiksberg i København. Wout van Aert vandt løbet 32 sekunder foran nummer to Rasmus Quaade, mens Lasse Norman blev nummer tre 36 sekunder efter Wout van Aert.
PostNord Danmark Rundt blev Wout van Aerts første sejr på landevejen i år, hvor den unge belgier fra det belgiske hold Verandas Willems-Crelan ellers har vist et stort potentiale med en tredjeplads i Strade Bianche og en niende plads i Flandern Rundt i løbet af foråret. Wout van Aert har ellers primært gjort sig på knoldede skovstier i disciplinen cyklecross, hvor han også er tredobbelt forsvarende verdensmester.
Men denne sæson har belgieren med stor succes forsøgt sig i stigende grad på landevejen, hvilket har affødt en heftig interesse fra flere af de største hold i cykelsporten.
Interessen for Wout van Aert er næppe blevet mindre den seneste uge, hvor Wout van Aert altså endte med at tage sin største landevejssejr til dato. En sejr der blev grundlagt, da han i torsdags kørte fra alt og alle på sidste tur op ad Kiddesvej i Vejle, og konsolideret, da han lørdag viste nye prøver på sin kunnen og kun blev slået med otte sekunder på enkeltstarten af sidste års vinder af PostNord Danmark Rundt, Mads Pedersen.
Søndag ventede 198 relativt flade kilometer fra Faxe til Frederiksberg, og derfor sad førertrøjen nogenlunde sikkert på belgieren. Fra start skulle han dog være vågen, da flere ryttere forsøgte at udnytte sidevinden på de små veje ind mod København. Hele tiden sad Wout van Aert opmærksomt fremme og afviste alle forsøg.
Også da Christopher Juul-Jensen og Mads Pedersen forsøgte at angribe inde på de afsluttende omgange sad Wout van Aert lige i baghjulet på de to danskere. På den måde endte PostNord Danmark Rundt som det helt store belgiske triumftog, da Wout van Aerts holdkammerat Tim Merlier var bedst i spurten, mens Wout van Aert selv kunne lade sig hylde som vinder af sit første etapeløb på landevejen. Og bedømt ud fra den suveræne facon nok ikke det sidste.