Fuglsang er kommet i tvivl om dopingmistænkte Froome: »Nu er jeg ikke så sikker«
De to ryttere talte sammen under 1. etape af løbet Ruta del Sol.
Bør den engelsk/kenyanske cykelrytter Chris Froome holde sig fra professionel cykelsport, mens hans dopingsag efterforskes?
Ja, mente danske Jakob Fuglsang. Men efter at have talt med Froome, er den danske cykelrytter blevet i tvivl, skriver Ekstra Bladet.
De to ryttere kender hinanden godt. Dels efter flere års fælles færden i feltet, dels fordi de begge bor i Monaco, hvor de også har trænet sammen. Under 1. etape af løbet Ruta del Sol onsdag opsøgte Fuglsang derfor Froome.
»At dømme efter det, man kan læse i aviserne, ser det mærkeligt ud med Froomes prøve. Det er det, de fleste af os ved om sagen. Men jeg ved nu, at det ikke er alt. Der er altid to sider af en sag,« siger Fuglsang til mediet.
Danskeren tog fat i Froome, fordi han bl.a. ville have svar på, om Team Sky-rytteren selv havde valgt at køre - eller om han var blevet tvunget til det af sit hold.
»Det er Froome selv, der har truffet beslutningen. Det sagde han meget klart. "Jeg har ikke gjort noget forkert, og jeg vil køre cykelløb," sagde han til mig. Og det forstår jeg egentlig godt,« siger Fuglsang og tilføjer til Ekstra Bladet:
»Froome er fast overbevist om, at han har ret til at køre. Jeg har sagt, at Froome efter min mening ikke burde stille til start, men nu er jeg ikke så sikker,« lyder det fra Astana-rytteren.
Dopingmistanken mod Froome udspringer af en prøve, som han afleverede under Vuelta a Espana i 2017. En prøve, hvor indholdet af astmapræparatet salbutamol var for højt. Det er tilladt for ryttere at have en koncentration på 1.000 nanogram per milliliter. Froome blev målt til at have nær det dobbelte.
Den Internationale Cykelunion (UCI) har endnu ikke afsagt dom i Froomes sag. Derfor kan han konkurrere i Ruta del Sol.