Dansk cykelrytter i alvorligt styrt: Først tilbage om et halvt år
Team Virtu's Rasmus Guldhammer har knust en ryghvirvel og må holde lang pause.
En skovtur på crosscyklen har vist sig dyrebar for den 28-årige cykelrytter Rasmus Guldhammer.
I forrige weekend begav den tidligere professionelle rytter sig ud på en træningstur i skoven, hvor han styrtede og slog sin ryg slemt.
Nu har det vist sig, at Guldhammer har brækket en af sine ryghvirvler på begge sider, mens den er knust i midten.
Det skriver Team Virtu Cycling i en pressemeddelelse.
Styrtet betyder, at Guldhammer kan se frem til en lang pause. Ifølge holdet håber Guldhammer, at han kan være helt klar igen i maj 2018.
Pga. skadens omfang er Guldhammer tvunget til at gå med korset i nogle måneder, før genoptræningen kan starte.
Rasmus Guldhammer har i 2017 kørt for det Bjarne Riis-ejede Team Virtu. Før det har Guldhammer blandt andet været professionel på det daværende Team HTC-Columbia med Brian Holm som sportsdirektør.