Kasper Søndergaard havde ikke givet sit æresord

Det er ikke kun svært at spille sig på landsholdet og forblive inde i varmen. Det er også en kunst at vide, hvornår man skal træde tilbage.

Sådan lyder Ulrik Wilbeks umiddelbare reaktion på Kasper Søndergaards beslutning om selv at melde fra til håndboldlandsholdet og dermod gå glip af EM i Kroatien til januar.

»Kasper var kommet med til EM, hvis han var fortsat, men for mig at se var det for ham det rigtige tidspunkt at stoppe. Man skal ikke have ældre spillere med, bare fordi de er ældre,« fastslår Ulrik Wilbek med en fortid som både succesfuld landstræner og sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

»Omvendt er det også vigtigt at have erfarne spillere med i modgangstider, for de kan støtte de unge spillere og hjælpe dem videre. Man skal finde den fine balance mellem rutine og talent, og det synes jeg, at dansk herrehåndbold har været dygtig til de seneste 15-17 år.«

Bredt set har Kasper Søndergaards skridt vakt debat om det rimelige i at trække sig blot tre måneder før en slutrunde.

Den gængse opfattelse har været, at landstræner Nikolaj Jacobsen ved sin tiltræden i foråret hev fat i de ældste, mest erfarne landsholdsspillere og fik dem til at give håndslag på ikke blot at tage næste års slutrunde med, men også forpligte sig til VM på hjemmebane i 2019. Stillet over for den udlægning fastholder Kasper Søndergaard, at han aldrig har lovet Nikolaj Jacobsen noget håndfast, og at han omvendt heller ikke er blevet stillet en fast plads i udsigt.

Chefen vil savne profilen

Landstræneren selv ærgrer sig over at miste Kasper Søndergaards klasse på højreback, men nægter dog samtidig at tale om illoyalitet.

»Jeg havde ikke fat i alle, da jeg tiltrådte, men jeg havde da en fornemmelse af, hvem der måske hang lidt i bremsen. Jeg behøvede et overblik, og hvis nogen sagde, at de kun ville være med til EM 2018, kunne jeg måske godt finde på at finde en afløser for at opbygge noget på længere sigt,« påpeger Nikolaj Jacobsen.

»Der har været stor opbakning fra mange og egentlig også fra Kasper, men så er tingene bare spidset til og gået hurtigere, end han havde regnet med. Det er rigtigt ærgerligt, men det kan vi ikke gøre noget ved. Det er ikke en mavepuster, men det er da en udfordring, for jeg ville gerne have Kasper med.«

Den afvæbnende tone støttes af Ulrik Wilbek:

»For det første har en landstræner jo ingen sanktioner, hvis folk alligevel melder fra, for det andet kan det også gå den anden vej, hvor man som træner har haft planer om at bruge en spiller, men så ender med at se bort fra ham. I det tilfælde kan han jo heller ikke kræve en plads på holdet, fordi vi havde haft en samtale halvandet år tidligere.«