Fortsæt til indhold
Sport

Fodboldstjerner blandede sig i konflikt mellem NFL-spillere og Trump ved at knæle før kamp

Markeringen kom før Bundesliga-kampen mellem Hertha Berlin og Schalke 04.

Måske kender den amerikanske præsident, Donald Trump, nu den tyske Bundesliga-klub Hertha Berlin.

Inden lørdagens kamp mod Schalke 04 valgte de blå- og hvidstribede spillere fra hovedstadsklubben at stå sammen om en markering, der tidligere har skabt stor debat i USA og fordømmelse fra Trump.

Med armene omkring hinanden knælede stjerner som Salomon Kalou og resten af holdet, mens stadionspeakeren talte om et »farverigt Berlin«.

»Hertha står får mangfoldighed og er imod vold. Derfor tilslutter vi os nu vores kollegaer fra USA i deres protest mod diskrimination,« forklarede speakeren.

Protesten blev indledt af NFL-spilleren Colin Kaepernick i 2016, da han knælede under nationalmelodien inden en kamp for at vise sin modstand mod »racemæssig uretfærdighed og politiets brutalitet mod afroamerikanere«.

Colin Kaepernick. Foto: Ben Margot/AP

Siden har Donald Trump fordømt spillere, der nægter at stå op under nationalmelodien, og beordret NFL-holdene til at fyre spillerne for den slags opførsel.

Det satte gang i en mere omfattende markering, hvor samtlige spillere fra flere hold har valgt at knæle under nationalmelodien i løbet af september og oktober.

Hele Dallas Cowboys-holdet knælede før deres kamp den 25. september mod Arizona Cardinals. Flere andre hold har lavet lignende markeringer. Foto: Matt York

Efter lørdagens kamp udtrykte Hertha Berlin-spilleren Sebastian Langkamp håb for, at spillerne kunne give NFL-atleterne en hjælpende hånd.

»Vi lever i det 21. århundrede, ikke det 18. århundrede, men nogle mennesker har tilsyneladende ikke udviklet deres ideologi i overensstemmelse med dét,« udtalte han ifølge BBC.

Mens Hertha Berlin-spillerne fik fokus fra det meste af verden, nappede Schalke 04 sejren med cifrene 2-0.