Verdensstjerne kalkulerer med uvejr og privatfly
Golfspilleren Phil Mickelson har brug for mindst fire timers udsættelse for at nå sin starttid i US Open.
Den amerikanske golfspiller Phil Mickelson håber på uvejr og dermed forsinkelse i spillet, så han kan at nå at deltage i majorturneringen US Open, der spilles i den kommende uge.
Turneringen begynder på torsdag. Samme dag dimitterer Mickelsons ældste datter, Amanda, fra high school, og hun skal holde tale ved ceremonien. Det har han for længst besluttet, at han ikke vil gå glip af. Problemet er, at han derfor befinder sig i Californien, mens turneringen spilles i Wisconsin.
Phil Mickelson har dog ikke opgivet at nå at stille op i turneringen for 24. gang i træk. Han har et privatfly stående parat i en lufthavn i nærheden af skolen.
Alligevel hænger tidsplanen ikke sammen, og han har brug for hjælp fra vejrguderne for at kunne stå klar til sin starttid kl. 14.20.
»Jeg har brug for mindst fire timers udsættelse. Det har jeg regnet mig frem til. Jeg burde lette omkring min teetid eller lige inden, flyvetiden er cirka tre timer og tyve minutter, og inden jeg når til banen, ville det blive fire timer. I går aftes (lørdag red.) var der 60 procent chance for tordenvejr torsdag; lige nu er det 20 procent,« siger Phil Mickelson til CBS.
Han håber at kunne nå begge dele.
»Jeg ser frem til at overvære Amandas translokation og se hendes tale. Men måske kan jeg alligevel nå turneringen. Man ved aldrig. Jeg tror på, at det er muligt,« siger Phil Mickelson til Golf World.
US Open er den eneste af de fire største turneringer, som han ikke har vundet. Seks gange tidligere er han sluttet på andenpladsen.
Flere af de mest dedikerede Mickelson-fans har kontaktet skolen og bedt dem om at rykke translokationen frem, men det har skolen afvist.