Er kampen hele bokseverdenen venter på endelig fastlagt?
Floyd Mayweathers lejr har booket hjemmebanen for hans otte seneste kampe.
Det er historien, som bliver ved med at køre. Ligesom de to parter givetvis gerne ser det for at drive interessen og i sidste ende økonomien bag duellen i vejret.
Men nu bliver der i amerikanske medier spekuleret i, om en endelig dato er fundet til en boksekamp mellem ubesejrede Floyd Mayweather og irske Conor McGregor, der er forsvarende mester i UFC’s letvægtsdivision.
Mayweather Promotions, der er Floyd Mayweathers eget firma, har nemlig booket MGM Grand Garden Arena i Las Vegas den 26. august 2017.
Det fremgår af Nevada Athletic Commisions eventkalender og er blevet opfanget af boksesitet BloodyElbow.com.
»Mayweather Promotions vil gennemføre et professionelt bokseevent i MGM Grand Garden Arena. Dette event vil blive vist på Showtime,« fremgår det af reserveringen.
Mayweather har udelukkende bokset sine seneste otte kampe i netop MGM Grand Garden Arena. Han trak sig tilbage i 2015 efter en sejr over Andre Berto, der var amerikanerens 49. ud af 49 mulige i karrieren.
Snakken frem og tilbage mellem Mayweather og McGregors lejre har stået på i hele 2017. Men i maj skete der en udviklingen i sagen, da McGregor offentliggjorde, at han havde underskrevet sin kontrakt for at få kampen mellem to af de største navne i kampsport og boksning op at stå.
Så sent som i søndags lagde McGregor et billede op på Instagram, hvor han kort beskrev, at noget stort er på vej. Ifølge en række amerikanske medier er Floyd Mayweather også påbegyndt træning til det, som kan blive hans kamp nummer 50 i karrieren.
Tidligere har Mayweather udtalt, at netop et opgør mod McGregor ville være det eneste, som kunne få ham tilbage i ringen, da det efter Mayweathers mening kunne blive en kamp til en værdi af en milliard dollars.