Selvfølgelig klædte Ulrik Wilbek sig da ud som prinsesse Rosamunde

Hov, det nævnte Ulrik Wilbek da ikke noget om.

Ikke et ord om et skuespil opført dagen før EM-finalen i 1994, ham selv i rollen som prinsesse Rosamunde bakket op af landsholdets øvrige ledere, videomanden var prins, holdlederen drage, nødtørftig udklædning, en spillertrup plaget af latterkramper.

»Nå ja, det havde jeg helt glemt. Det var vist noget med noget prinser og prinsesser, jeg kan ikke huske handlingen, men det var heller ikke det vigtige,« fastslår Ulrik Wilbek, da det oprindelige interview følges op af et kort telefonopkald for at få uddybet mindet om dilettantindslaget.

»Vi kunne mærke, at spillerne var ret spændte. Der var lige ved at snige sig lidt for meget nervøsitet ind. Alle var så opsatte på at vinde, fordi vi havde tabt VM-finalen i ’93, så det var befriende at få flyttet tankerne over på noget andet og kunne grine sammen, for ellers var det hele blevet for alvorligt.«

Næsten de samme ord brugte Janne Kolling til at beskrive scenen. Det var hende, der i første omgang hev den frem fra de mentale skuffer, og det var ikke tilfældigt.

Uhøjtideligt sammenhold

Den improviserede forestilling i hotellets mødelokale var ikke den eneste grund til, at hun dagen efter fik revanche for VM-nederlaget til Tyskland et år tidligere sammen med Anja Andersen, Susanne Munk Lauritsen, Anne Dorthe Tanderup, Anette Hoffmann, Rikke Solberg, Camilla Andersen og alle de andre velkendte navne, men episoden fortæller meget om hele baggrunden for, at det danske damelandshold i håndbold gik fra at være lukningstruet til at blive samlingspunkt for stort set hele nationen.

Spillerne stod sammen, tog ikke sig selv alt for højtideligt og var ikke bange for at skubbe både egne grænser og modstandere til side for at vinde.

Værdier, som de trods deres unge alder selv havde været med til at definere, da der ikke rigtigt havde været noget at bygge videre på.

Midt i 1980’erne var damelandsholdet tværtimod tæt på at være fortid, håndboldforbundet manglede penge til holdet, folket manglede interessen for holdet, og landstræner Ole Eliasen blev hånet for tidligere at have udtalt, at »livet er for kort til kvindehåndbold«.

Lukningen blev dog afværget, Ulrik Wilbek kom ind som assistent sideløbende med sin tjans som træner for ungdomslandsholdet, som vandt VM-sølv i 1987 og siden nærmest blev identisk med seniorlandsholdet, da han overtog styringen i begyndelsen af 1991.

Kun i kraft af de to Tysklandes genforening i 1990 fik Danmark billet til VM 1993, men mesterskabet lå næsten tre år ude i fremtiden, hvilket dog hurtigt skulle vise sig at være en fordel snarere end en ulempe.

Tid til træning

»Vi aftalte bare at træne helt vildt meget, for dengang var vi slet ikke lige så forpligtede i klubberne, som de er i dag. Vi havde spillet sammen på ungdomslandsholdene og var nu samlet med landsholdet over 100 dage om året, så vi endte jo med at kunne det meste på banen i søvne. Alle vidste præcis, hvad de skulle gøre, når de andre gjorde sådan og sådan,« forklarer Janne Kolling, der hverken havde berømmelse eller penge at sigte efter.

»Nej, det var der overhovedet ikke. Ingen troede på os, men vi havde bare en kæmpe passion for håndbold. På nogle samlinger bød vi selv ind med tilskud og boede gerne på vandrehjem for at få det hele til at hænge sammen. Det gjorde ikke noget, fordi vi havde det så fedt sammen, og vi havde jo løbende en god fornemmelse af, at vi var på vej i den rigtige retning, for vi vandt træningsturneringerne og kunne se, at det her kunne blive helt specielt.«

Succes i Norge

I 1992 havde kollektivet en skelsættende oplevelse i FM Cup, en træningsturnering afviklet i Norge mellem verdens seks bedste nationer. Danskerne kom med på afbud, vandt over værtsnationen i finalen og kunne efterfølgende more sig over en forsmået norsk træner, der i arrigskab nægtede at lade sine spillere deltage i medaljeceremonien, indtil 8.000 nordmænd på tilskuerpladserne med piften og hujen tvang ham til at ændre mening.

Trods succesen fik Wilbek og truppen stort set lov at arbejde uforstyrret, ingen i Danmark havde rigtigt luret potentialet, og desto større blev hysteriet, da VM blev afviklet i samme naboland et år senere.

Især sejren over Rusland i den indledende gruppe var billedskabende.

Østeuropæerne havde vundet guld ved de seneste tre verdensmesterskaber på en blanding af kraft, højde og teknik, og de lignede da også kæmper ved siden af de langt spinklere danske spillere, der alligevel overstrålede modstanderne med deres smil, glæde og ukomplicerede facon, vandt 24-21 og for alvor tændte noget i hjemlandet.

Pludselig var alle med.

Medierne sendte horder af journalister til Norge.

Væggene på spillergangen blev tapetseret med hilsner fra begejstrede danskere, der telefaxede deres opbakning nordpå.

Strømmen af indgående telefonopkald tvang landsholdet til at aftale med hotelreceptionen, at personer kun måtte blive viderestillet til værelserne, hvis de kendte kodeordet »Pocahontas«.

Rikke Solberg blev fløjet hjem til Danmark for at optræde i TV 2-programmet Eleva2eren. Vilde oplevelser, men ikke alt var fryd og gammen.

Anja Andersen fyret

På bølgen flød holdet ganske vist hele vejen til finalen, som tyskerne altså endte med at vinde efter forlænget spilletid, men bagefter flammede en ulmende konflikt mellem Ulrik Wilbek og Anja Andersen op, og sidstnævnte endte med at blive fyret fra landsholdet.

Et år senere havde hun dog undskyldt og spillede en hovedrolle på vej mod EM-guldet, som blev den første af mange titler.

»Jeg bliver stadig mindet om det af begejstrede mennesker, der kommer hen og siger tusind tak for mange fede oplevelser. Og så står deres børn og kigger underligt på mig og på dem, for de aner ikke, hvem jeg er,« griner Janne Kolling, der i dag arbejder i den kommercielle afdeling hos Dansk Håndbold Forbund.

Både hun og Ulrik Wilbek nikker bekræftende til påstanden om, at spillet nu små 25 år efter gennembruddet nærmest har fået helgenstatus.

16 glade piger

»Vi hører jo ofte det der med, at folk kan huske, at vi vandt alle kampe med 10 mål, men sådan var det jo ikke. Bortset fra finalen i 1993 vandt vi imidlertid alle de tætte kampe, og det siger lige så meget om holdet som alle de kampe, hvor vi var totalt overlegne. Nogle gange viste vi de fantastiske skills, der fik modstanderne til at bryde helt sammen, andre gange måtte vi vise, at vi også kunne noget helt specielt, når vi havde modgang,« understreger Ulrik Wilbek, der ikke tøver med at klistre et par overskrifter på bedrifterne.

»Det var en flok piger, der skabte det kvindelige eliteidrætsgennembrud for hold. Jeg tror, at man spejler sig i hinanden, man spejler sig i glæden. Der stod 16 piger, der var glade sammen, og så blev danskerne også glade sammen. Hvis der står én pige og er glad, siger man, det er fandme godt gået, men vi samler os jo ikke for at se det sammen. Det er kun holdidrætsgrenene, som man mødes om for at se sammen på tv. Uanset hvor god Caroline Wozniacki er, sætter vi os jo ikke sammen i store grupper, for nu skal vi da se hende spille finale i aften.

Vi sidder derhjemme hver for sig, men vi fik folk til at samles, vi skabte begejstring. Vi skabte simpelthen begejstring og glæde.«