Fortsæt til indhold
Sport

Rory McIlroy melder afbud på grund af terrorfrygt

Nordirske Rory McIlroy trækker sig fra turnering i Tyrkiet i denne uge. Fire danskere stiller op.

Det er ikke kun turister, der bliver væk fra Tyrkiet i øjeblikket på grund af frygten for terror.

Rory McIlroy, der er nummer tre i verden, har meddelt, at han trækker sig fra denne uges urnering Turkish Airlines Open i Tyrkiet.

Turneringen skal spilles på Regnum Carya Golf & Spa Resort i Antalya.

Turistbyen blev i sidste uge ramt af et terrorangreb, da en bilbombe sårede over 10 personer. Tyrkiet har gennem de seneste år oplevet en del terrorangreb.

»Jeg tror, det giver sig selv hvorfor, sagde McIlroy med henvisning til sikkerhedssituationen, da han af Golfweek blev spurgt ind til grunden for sit afbud.

Nordireren meldte også fra til OL grundet frygten for Zika-virus. Han oplyser, at han har sovet meget bedre, efter at han tog beslutningen om at trække sig fra turneringen i Tyrkiet.

Tiger Woods har også meldt fra til turneringen. Det var dog på grund af en skade.

Fire danske spillere er til start i turneringen, der begynder på torsdag. Det er Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard og Lasse Jensen.