Cykelromance balancerer på kanten af knockout
Michael Reihs er en af 17 ryttere, som ikke ved, om han er købt eller solgt efter det punkterede samarbejde mellem Cult Energy og tyske Stölting. Søndag afholdes møde om holdets fremtid.
Det kom ikke kun som en overraskelse for det brede cykelmiljø, da Cult-grundlæggeren Brian Sørensen onsdag offentliggjorde, at hans firma øjeblikkeligt ville trække sig fra det dugfriske samarbejde med det tyske hold Stölting Group.
Det skete også uden nogen forudgående orientering til dele af personalet og alle rytterne. De blev ligesom offentligheden først gjort opmærksom på den seneste mavepuster til det hårdtprøvede cykelhold ved det hasteindkaldte pressemøde, fortæller den rutinerede rytter Michael Reihs.
»Vi blev lige så rystede som resten af cykeldanmark. Vi anede ingenting. Det er træls, at man skal finde ud af det på den måde, men det er jo Cults valg. De kan også have været nervøse for, at det var blevet lækket til pressen, hvis de havde fortalt ryttere og personale det først,« siger Michael Reihs.
Jeg synes, at ens træningsmoral ligger på et meget lille sted lige nu. Vi kæmpede hele sidste år med Cult for at finde en økonomisk løsning, der kunne give ro på. Så sker det her. Det er brandærgerligt.Michael Reihs, , cykelrytter
Fra at være reddet fra den truende lukning i august og derefter skrive kontrakt med profiler som Gerald Ciolek og Lasse Norman Hansen er det igen mere end usikkert, om holdet kommer på landevejen i 2016.
En vedvarende usikkerhed, der rammer rytterne ifølge Michael Reihs.
»Jeg synes, at ens træningsmoral ligger på et meget lille sted lige nu. Vi kæmpede hele sidste år med Cult for at finde en økonomisk løsning, der kunne give ro på. Så sker det her. Det er brandærgerligt,« siger Michael Reihs.
Ubetalte regninger
Striden mellem Brian Sørensens Cult på den ene side og Stölting Group med Christian Große Kreul og Jochen Hahn på den anden handler om ubetalte regninger.
Brian Sørensen mener, at Stölting ikke har efterlevet et løfte om at betale for to transportmidler til holdet pr 1. oktober.
Tyskerne har den opfattelse, at man har betalt alt, der skulle betales, og at Brian Sørensen leder efter en måde at komme ud af den fælles aftale på.
En klassisk påstand mod påstand. Det er dog værd at bemærke, at Stöltings udlægning af sagen officielt ikke er blevet efterfulgt af et sagsanlæg mod Cult for brud på den treårige kontrakt. Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at komme i kontakt med både Christian Große Kreul og Jochen Hahn omkring holdets fremtid.
Jochen Hahn fortalte dog til det tyske lokalmedie DerWesten i kølvandet på Cults beslutning, at han ikke ser holdet som dødt endnu.
Mulig afklaring søndag
»I øjeblikket er vi ved at finde svar på spørgsmålet om, hvorvidt Stölting selv kan lukke det økonomiske hul, eller vi hurtigt skal ud og søge efter en ny partner,« udtalte han.
Jyllands-Posten har fået oplyst, at en afgørelse på de spørgsmål kan falde allerede i dag søndag. Her mødes leder af den tidligere danske del af fusionen Michael Skelde og sportsdirektør André Steensen med Stölting for at komme en plan om fremtiden nærmere.
Et møde, der kan gå hen og vise sig at blive endnu en opblomstring for holdet eller det endegyldige dødsstød med få uger indtil starten på det nye cykelår.
Michael Reihs understreger, at han ikke vil gå ind i diskussionen om, hvorvidt Cult eller Stölting har handlet rigtigt eller forkert. Han håber bare, at der også er et job efter nytår. Her stopper betalingerne fra Brian Sørensens egen lomme til personale og ryttere nemlig
»Jeg kender ikke Stölting så godt. Derfor aner jeg ikke, om de synes, at det er en god idé at fortsætte eller ej. På den måde var jeg mere tryg for et år siden, da vi vidste, at Cult havde et ønske om at fortsætte,« siger Reihs.
Hvis det seneste redningsforsøg går i vasken, regner han med, at det bliver afslutningen på karrieren.
»Så har jeg givet det, jeg skal til dansk cykelsport. Jeg tænker også tanken, at hvis det ikke bliver dette projekt, har jeg svært ved at se mig andre steder,« siger han.