Fortsæt til indhold
Sport

Danmark kom sidst ned ad OL-bakken

Første danske atlet i aktion ved Paralympics 2014 i Sotji blev sidst i slalom.

Det blev til en placering i den tunge ende, da Danmark onsdag morgen tog hul på deltagelsen i De Paralympiske Vinterlege 2014, vinter-OL for handicappede sportsudøvere, der afvikles i OL-området i Sotji.

Den danske alpine skiløber Line Damgaard, som har fået amputeret det ene ben, blev nummer 12 og sidst af de gennemførende løbere på bakken i Rosa Khutor-alpincentret i bjergene uden for Sotji.

Med en samlet tid for de to gennemløb på 3.53,90 min. var den danske OL-debutant over et minut efter den næstlangsomste løbers, og der var flere minutter op til vinderen, Andrea Rothfuss fra Tyskland.

Line Damgaard og Ulrik Nyvold udgør det danske hold ved De Paralympiske Vinterlege i Sotji.

"Det var meget vanskelige forhold, og jeg begyndte først at køre slalom for et år siden. Desuden er mine modstandere utroligt dygtige og rutinerede," siger Line Damgaard fra Sotji.

Fremrykket start

Egentlig skulle kvindernes slalom først være afviklet på fredag, men det besværlige vejr i Sotji har gjort det nødvendigt at fremrykke starten til onsdag morgen.

Det var Aalborg-skiløberens debut ved et mesterskab på højt plan. Line Damgaard skal senere under OL deltage i kvindernes storslalom.

Den anden danske deltager, sit-skiløberen Ulrik Nyvold, har på grund af et trykket ribben været nødt til at melde fra til torsdagens slalom. Efter en test tirsdag traf han den tunge beslutning sammen med det danske trænerteam Peter Balle og Visti Lindemann.

Surt at melde fra til OL

I stedet satser han på at blive klar til storslalom, der køres på lørdag.

"Det er bare så surt, for det er jo det jeg er kommet herned for, men jeg må også være realistisk og det giver ikke mening at stille til start, når jeg ikke er i nærheden af at kunne præstere optimalt. Jeg har kæmpet så hårdt for at nå hertil. Nu gælder om at blive klar til storslalommen på lørdag," siger Ulrik Nyvold til Dansk Handicap Idræts Forbunds (DHIF) hjemmeside.

Danmark er med for 10. gang ved De Paralympiske Vinterlege 2014.

Seks medaljer i tidens løb

I alt har Danmark vundet seks medaljer: Anne Mette Bredahl har vundet to guld og tre bronzemedaljer i langrend og skiskydning (1994 og 1998), og desuden har Lars Nielsen vundet sølv i storslalom i 1992.

Danmark har ikke vundet en medalje siden 1998, oplyser DHIF.

Paralympics i Sotji er de 11. paralympiske vinterlege. Der er 1.600 atleter, trænere og ledere fra 45 nationer, og 8.000 ansatte og frivillige hjælper til i organisationen under legene, hvor der skal uddeles 72 medaljesæt i fem discipliner.

LINK: Følg OL på paralympic.org