Dansk OL-debutant kæmpede for æren på OL-løjpe
Dansk OL-debutant kæmpede for at komme helskindet ned ad OL-slalomløjpen i Sotji.
"Første gennemløb var ren overlevelse. Det var stort set umuligt at køre i sneen, der var som lecakugler."
Sådan siger Line Damgaard, som onsdag morgen var Danmarks første handicappede atlet i aktion ved De Paralympiske Vinterlege i Stoji.
Den 32-årige skiløber fra Aalborg, der har fået sit højre ben amputeret efter en kræftsygdom, debuterede først i slalom for et år siden, og OL-starten var hendes første på internationalt niveau.
Tre styrt i første gennemløb
"Jeg har haft min del af udfordringerne i dag. Jeg står til mit første handicap-OL, og det var ren overlevelse. I det første gennemløb kæmpede jeg bare for at komme ned, så jeg kunne køre en tur mere. Jeg var nede tre gange i første og nede en enkelt gang i andet gennemløb. Her stod heldigvis nogle hollændere og råbte, at jeg bare skulle op igen og komme videre. Så tak til dem," forklarer Line Damgaard på telefonen fra Sotji.
Hun fortæller, at de problemer med vejret og skiføret, som man oplevede under vinter-OL for godt tre uger siden, stadig plager skisportsområdet og gjorde slalomløbet til noget af en prøvelse.
Vanskelige sneforhold
"Der ligger 15 cm nysne, men ved portene er nysneen skrabet væk, og herunder ligger der et kunstigt islag. Sneen flytter sig også som lecakugler, men er blot tungere, og det er svært at få greb med skiene, hvorfor det bliver overlevelse ved hver eneste port," forklarer Ol-løberen.
Hun blev nummer 12 og sidst af de gennemførende løbere på bakken i Rosa Khutor-alpincentret i bjergene uden for Sotji.
Med en samlet tid for de to gennemløb på 3.53,90 min. var den danske OL-debutant over et minut efter den næstlangsomste løber, og der var flere minutter op til vinderen, Andrea Rothfuss fra Tyskland. Klare tæsk til den danske skiløber, som dog tager nederlaget med oprejst pande.
Svært mod "møggode" skiløbere
"At min tid blev som den blev kan jeg godt leve med. Med de forhold der er i dag og den bane, de havde sat, kunne jeg ikke have kørt anderledes. Jeg kunne naturligvis have undgået at komme i sneen tre gange, men selve skiløbet kunne jeg ikke have gjort anderledes," siger hun.
"Og så er de andre bare nogle møggode skiløbere, og dér er jeg ikke endnu. Men det kommer forhåbentlig i løbet af de næste fire år, så vi kan tage dem næste gang i Sydkorea," lyder det trods alt med optimisme fra Line Damgaard.
Egentlig skulle kvindernes slalom først være afviklet på fredag, men det besværlige vejr i Sotji har gjort det nødvendigt at fremrykke starten til onsdag morgen.
Dansker med trykkede ribben
Den anden danske deltager, sit-skiløberen Ulrik Nyvold, har på grund af et trykket ribben været nødt til at melde fra til torsdagens slalom. Efter en test tirsdag traf han den tunge beslutning sammen med det danske trænerteam Peter Balle og Visti Lindemann.
I stedet satser han på at blive klar til storslalom, der køres på lørdag.
Seks medaljer i tidens løb
I alt har Danmark vundet seks medaljer: Anne Mette Bredahl har vundet to guld og tre bronzemedaljer i langrend og skiskydning (1994 og 1998), og desuden har Lars Nielsen vundet sølv i storslalom i 1992.
Danmark har ikke vundet en medalje siden 1998, oplyser DHIF.
Paralympics i Sotji er de 11. paralympiske vinterlege. Der er 1.600 atleter, trænere og ledere fra 45 nationer, og 8.000 ansatte og frivillige hjælper til i organisationen under legene, hvor der skal uddeles 72 medaljesæt i fem discipliner.