Fortsæt til indhold
Sport

Skydeven: OL-sølv var stort

Anders Goldings gode ven fra Jetsmark Sogns Jagtforening sad på første parket, da skeetskytten sikrede Danmarks første OL-medalje.

Da den danske skeetskytte Anders Golding mandag eftermiddag vandt sølv ved OL i London, var det ikke kun mor og far, der jublede på tribunen. Også vennen og skeetskytten Kristian Sørensen var at finde bag den storskydende dansker.

- Stemningen var intens. For selvom om han er supergod, så er alle, der skyder finaler, supergode og har gjort det mange gange. Så det kan dreje sig om et splitsekund, så er du bagefter, og så er det hele væk, fortæller Kristian Sørensen.

Derfor var glæden også ekstra stor, da Anders Golding efter stabil skydning i finalen fik det ædle metal om halsen.

- Det var meget behageligt. Det var stort, siger Kristian Sørensen.

Godt for dansk skydesport

Anders Golding og Kristian Sørensen lærte hinanden at kende i Jetsmark Sogns Jagtforening. Den 10 år ældre Kristian Sørensen havde allerede været en del af foreningen i lige så mange år, da Anders Golding som ung teenager blev opdaget af Kristian Sørensens onkel.

- Min onkel fandt ham faktisk i en anden jagtforening, for han kunne se på den måde, han skød på, at han allerede fra starten havde grundteknikkerne på plads, siger Kristian Sørensen.

Og Kristian Sørensen er sikker på, at sølvmedaljen kommer til at betyde meget for den nordjyske jagtforening.

- Der er ingen tvivl om, at Anders’ medalje kommer til at betyde meget. Også i forhold til de unge, som vi håber at kunne få med på bølgen. Det er rigtig godt for foreningen og for skydesport i det hele taget i Danmark, siger Kristian Sørensen.

Fejringen er udsat

Men selv om medaljen kom i hus mandag eftermiddag, har Kristian Sørensen endnu ikke fået lejlighed til at fejre sin gode ven. Anders Golding har de sidste par dage været en eftertragtet herre, som mange medier vil tale med, og festen er derfor udsat.

- Vi regner med at fejre ham, når han kommer hjem på fredag. Og det bliver det meste af foreningen, der er der, siger Kristian Sørensen.

Artiklens emner